Bergvold ude i uger med knŠproblemer

19. okt. 2012

Martin Bergvold skal i den kommende uge opereres for en meniskskade i højre knæ og ventes at være ukampdygtig i flere uger. Han fik problemer efter at have spillet godt i hele kampen for EfB’s reserver mod SønderjyskE, og en scanning i denne uge har vist, at noget er galt.

- Der er noget, der irriterer i knæet efter et lille vrid. Skader kommer aldrig belejligt, men nogle kommer på dårligere tidspunkter end andre. For to år siden var jeg igennem det med venstre knæ, hvor det også var menisken, og det var en af de slemme skader, der kostede tre-fire måneders pause. Jeg håber at slippe billigere denne gang, siger Martin Bergvold.

Den 28-årige midtbanespiller, der skiftede fra FC København til Esbjerg fB på en etårig kontrakt i sommer, opereres formentlig på mandag. Også cheftræner Jess Thorup begræder Bergvolds uheld.

- Martin har lige skullet vænne sig til forholdene i EfB og nærmede sig holdet, da han fik problemer med knæet. Det er ærgerligt for både ham og os, siger Jess Thorup.

Af Frede Madsen

nyheder_divider