Blændende debut for van Buren

22. Jul. 2013

Efter ni ugers sommerpause blev Superligaen skudt i gang med et brag på Blue Water Arena. Sølvvinderne fra FC Nordsjælland var draget til Esbjerg med håb om at forsætte succesen fra sidste sæson men blev sendt hjem med et 4-0-nederlag i bagagen. Martin Braithwaite og Mick van Buren blev dobbelte målscorere.

Niels Frederiksens elleve udvalgte gik på banen ved høj solskin, og både spillere og fans havde tydeligt glædet sig til Superligasæsonen atter var i gang. Der var ikke spillet mange minutter af kampen før de fremmødte fik endnu mere at glæde sig over.

Anfører, Hans Henrik Andreasen, spillede bolden til Jakob Ankersen, der stak Martin Braithwaite i dybden. Han rundede målmand, Jesper Hansen, og sparkede bolden sikkert i mål.

Kort tid efter headede Martin Braithwaite bolden til Emil Lyng, som stak bolden frem til debutanten, Mick van Buren. Omkring feltkanten løftede han bolden over en fremadstormende målmand og kunne lade sig hylde som målscorer i sin debut.

Kort tid efter var den hollandske debutant atter på spil, da han modtog bolden på midten af banen. Herfra oversprintede han Nordsjællands højre forsvarskæde og kunne endnu en gang løfte bolden over målmanden til stillingen 3-0.

Efter en halv times spil på Blue Water Arena rørte en anden debutant, målmand Frederik Rønnow, for første gang bolden med sine hænder, da han sikkert tog sig af et frispark fra kanten af feltet og parerede bolden ud mod hjørneflaget.

EfB fik en rigtig god start på kampen og holdt længe bolden indenfor egne rækker. Dette tvang FC Nordsjællands cheftræner, Kasper Hjulmand, til allerede i første halvleg at foretage to taktiske udskiftninger af Lasse Petry og Mark Gundelach.

I anden halvleg blev føringen videre udbygget, da Magnus Lekven stak Jakob Ankersen i dybden. Alene med målmanden prikkede han bolden til venstre, hvor en fremadstormende Martin Braithwaite satte bolden i mål til slutresultatet 4-0.

- Vi er superglade for sejren og vi spillede en rigtig god kamp, hvor vi vandt på vores gode organisation og vores omstillinger. Det kunne ikke fås meget bedre, hvis man kigger på resultatet, sagde cheftræner, Niels Frederiksen og tilføjede:

- Men når vi spiller igen om et halvt år, så har vi rykket os på flere parametre.

Af Rasmus R. Nejstgaard

nyheder_divider