Blue Knights satser på ny pokalfinale

11. mar. 2013

Det bliver koldt på Brøndby Stadion onsdag aften, men det holder ikke de tapre riddere i EfB’s officielle fanklub, Blue Knights, tilbage. De agter at sende en bus med EfB-fans for at give maksimal opbakning til at nå pokalfinalen for tredje gang på syv år.

- Overlevelse i Superligaen er nummer et, men det vil også være stort at komme i pokalfinalen og give Jess Thorup en pokalsejr i afsked, inden han begynder på sit nye job i DBU. Pokalfinalerne i 2006 og 2008 var store oplevelser, noget helt specielt, men denne gang vil vi gerne have et andet resultat, siger formanden for Blue Knights, Anders Bjerring.

Carlsberg sponsorer drikkevarer, så det vil være muligt at få et par gratis omgange af øl og vand i bussen, og EfB giver fribilletter til de første 15 tilmeldte til busturen. Desuden vil der være et EfB-flag til alle fans der tilmelder sig turen, sponsoreret af Sportifo Nike Football Store i samarbejde med Blue Water Shipping, så EfB’erne bliver synlige på udeholdets tribune i Brøndby.

En udekamp i hovedstadsområdet midt i ugen er traditionelt svær at sælge til fans, men denne gang står meget på spil, og derfor forventer Blue Knights ikke, der bliver problemer med at fylde bussen godt op. Og skulle interessen være større, bliver der bestilt en bus yderligere.

Prisen for turen er 100 kr. for medlemmer og 250 kr. for ikke-medlemmer. For medlemmer er det halv pris i forhold til en normal udekamp i København. Tilmelding skal ske til bustur@blueknights.dk senest tirsdag kl. 12.00, hvorefter der skal ringes direkte til den busansvarlige.

Pokalsemifinalen mellem Brøndby IF og EfB spilles onsdag kl. 18.15.

Af Frede Madsen

nyheder_divider