Det fantastiske forår fortsætter

05. Apr. 2013

AGF sad mest på bolden, men med Lukas Hradecky på mål er det efterhånden de færreste modstandere der kan score. I stedet dukkede Hans Henrik Andreasen op og scorede til slutresultatet 1-0.

Esbjerg fB startede kampen med stor selvtillid fra den glimrende start på forårssæsonen. Modsat satsede AGF i starten af kampen mest på omstillingerne, og dette havde nær givet pote, da Davit Skhirtladze i kampens tredje minut fik prikket bolden forbi Kian Hansen, og stod ansigt til ansigt med Lukas Hradecky. Denne duel trak finnen sig sejrrigt ud af, og parerede afslutningen til hjørnespark.

Et kvarter efter var det i den anden ende af banen, der var action. Jesper Lange afleverede flot bolden med brystet, og sendte Martin Braithwaite af sted mod århusianernes mål. Desværre var afslutningen for tæt på Steffen Rasmussens fod, og han forhindrede en tidlig EfB-føring.

Herefter satte AGF’erne sig langsomt på spillet, mens EfB ofte blev nødsaget til at slå lange bolde fra forsvaret op til angriberne. Første halvleg sluttede dog med to hovedstødschancer til Hans Henrik Andreasen, der først måtte se sit forsøg afværget af Adam Eckersley og siden Steffen Rasmussen.

I anden halvleg sad AGF fortsat på spillet, men rigtig farlige blev de ikke. Det gjorde EfB til gengæld, da Jesper Lange med tyve minutter tilbage af kampen rundede Arthur Sorin og afsluttede. Desværre var Lukas Hradecky ikke banens eneste målmand, og Steffen Rasmussen reddede flot.

Med ti minutter tilbage af kampen prikkede Hans Henrik Andreasen bolden til indskiftede Arnór Smárason, som lagde bolden videre til Jesper Lange. Han sendte bolden skråt tilbage i feltet, hvor Hans Henrik Andreasen kunne hamre bolden ind til 1-0. Hele holdet fejrede sammen målet ved at lave en vuggende bevægelse med armene, til ære for Jesper Langes nyfødte søn.

I kampens overtid var AGF tæt på at udligne, da Hjalte Bo Nørregaard fra kort afstand sparkede på mål. Heldigvis hev Lukas Hradecky en imponerende refleksredning op af ærmet, og EfB kunne tage fra Aarhus med en 1-0-sejr i bagagen.

- Det er svært at få smilet af læben i øjeblikket – Det kører supergodt! Vi har en tro på tingene i øjeblikket, der gør at vi ikke en gang var i tvivl om, at det her ville tippe over til os. Vi har en tro på, at vi kan vinde hver gang vi går på banen, og den følelse skal vi forsøge at holde så længe som muligt, sagde Jess Thorup efter kampen.

Af Rasmus R. Nejstgaard

nyheder_divider