Duel på fart mellem talentfulde jyske klubber

28. Jul. 2013

Efter en superligapremiere mod et FC Nordsjælland-mandskab uden en række profiler møder Esbjerg fB i den anden hjemmekamp på en uge et skadesfrit AaB-hold, der kommer med selvtillid efter at have slået de danske mestre fra FC København i sin første kamp i Superligaen.

- AaB er en anderledes opgave og et hold, der på mange punkter kan sammenlignes med vores: Godt organiseret, hurtige spillere frem ad banen og et stærkt omstillingsspil. Vi skal fortsat spille hurtigt, men være bedre med bolden i visse faser af spillet for at skabe et tilstrækkeligt antal chancer. Et af kampens afgørende momenter bliver, hvilket at holdene der bedst lykkes med egne omstillinger og samtidig formår at spolere modstandernes omstillingsspil, siger EfB-cheftræner Niels Frederiksen.

AaB vandt med Lasse Nielsen, Kasper Kusk, Nicolaj Thomsen og Jakob Ahlmann samt de erfarne Thomas Augustinussen og tilbagevendte Kasper Risgaard i spillehumør med 2-1 over FC København i premieren.

Mod FC Nordsjælland lykkedes det EfB at producere og score på chancer, uden at det var på bekostning af den defensive organisation. Niels Frederiksen er mere tilfreds med, at det lykkedes at holde modstanderne fra at score, end at hans hold scorede fire mål. Hans pagt med spillerne går på at spille på EfB’s styrker, og en af dem er at holde nullet i hver kamp.

EfB skabte med 4-0 over et af Danmarks bedste fodboldhold overskrifter i medierne, og den gode sæsonstart kunne forlede nogen til at tro, at nu fortsætter EfB bare i det succesrige spor, der blev lagt i foråret. Men ifølge Niels Frederiksen er truppen ikke ramt af overmod.

- Spillerne er fortsat meget ydmyge og træner godt. Resultatet mod FC Nordsjælland giver en naturlig positiv selvtillid og en indsprøjtning af ekstra energi, men ikke i retning af at tro, at nu kommer det hele af sig selv, siger Niels Frederiksen.

Peter Ankersen får sæsonpremiere efter sin karantæne i sæsonens første kamp, og Martin Bergvold er i truppen efter sin lyskeskade. Ud glider unge Jonas G. Hansen og Casper Nielsen, der skal med U20-landsholdet til Nordirland.

Kampen i Superligaen mod AaB spilles mandag den 29. juli kl. 19.00 på Blue Water Aren.

Af Frede Madsen

nyheder_divider