EfB-debutant lagde op til dansk mål

23. Nov. 2012

EfB’s Kasper Nissen var blandt fem danske debutanter, som kom på en yderst vanskelig opgave mod et velspillende portugisisk U16-landshold i Vendas Novas.

Kampen endte 1-1, og så var Danmark endda kun få minutter fra et vinde en ufortjent sejr.

Kasper Nissen lagde op til det danske mål efter seks minutters spil, da han spillede Lyngbys Daniel Stückler fri til scoring. Uden at spille nogen stor kamp var den store EfB-angriber med i to af tre danske aktioner, og han blev snydt for et klart straffespark ved stillingen 1-0 til Danmark i anden halvleg. På minussiden tæller, at han ikke selv formåede at komme til afslutninger, og han nåede også at pådrage sig et gult kort.

Mens målmand Daniel Iversen sad over, kom en tredje EfB’er, Mathias Kristensen, på banen efter 50 minutters spil og medvirkede til en spillemæssig forbedring efter pausen. Men han måtte lade sig udskifte med lårproblemer fem minutter før tid, næsten samtidig med at Portugal fik udlignet.

Portugal vandt den første af to venskabskampe med 2-1.

nyheder_divider