EfB-talenter og vestsjællændere tager til Brøndby

08. Apr. 2013

En reserveligakamp dagen før den udsatte kamp i Superligaen mellem SønderjyskE og EfB kalder på en alternativ trup, og det er også tilfældet til dagens udekamp mod Brøndby IF.

EfB stiller foruden den unge målmand, Mathias Rosenørn, med syv spillere fra U19-ligaholdet, fire U17-spillere og tre spillere fra FC Vestsjælland. Desuden spiller snart 19-årige Casper Nielsen fra A-truppen på den centrale midtbane.

Det er tilladt at have tre ikke-registrerede spillere med på reserveholdet, og EfB har indgået en kollegial aftale med FC Vestsjælland, der har behov for at give spilletid til tre spillere, Sladan Peric, Netan Sansara og Ansu Toure.

- Vi gør alt, hvad vi kan, for at give superligatruppen optimale muligheder for at forberede sig til kampen mod SønderjyskE i morgen. Men vi tager kampen særdeles seriøst og bruger den blandt andet til at øve detaljer forud for den kommende weekends U19-kamp i Vejle. Vi satser på at følge op på det seneste vellykkede besøg med U17 og U19 i Brøndby ved at komme hjem med et godt resultat og ingen skader, siger U19-træner René Christiansen, der tager tjansen i Brøndby, for at trænerteamet omkring superligaholdet kan hellige sig morgendagens ligaopgør.

Jonas G. Hansen var udset til at være med, men han er indkaldt til træningssamling med U18-landsholdet, hvor klubkammeraterne Jeppe Højbjerg og Mikkel Maigaard i forvejen er med. I truppen er også de to U16-landsholdsspillere, Mathias Kristensen og Kasper Nissen, der sammen med målmand Daniel Iversen drager mod Polen onsdag for at deltage i en firenationers turnering.

Brøndby IF - EfB i Reserveligaen, Pulje 2, mandag den 8. april kl. 15.00 på kunstgræsbanen ved Brøndby Stadion:                                                    

Af Frede Madsen

nyheder_divider