EfB detroniserede truslen fra mestrene

25. Nov. 2012

Med en taktisk veldisciplineret indsats lukkede Esbjerg fB fuldstændig ned for et uinspireret FC Nordsjælland-mandskab og vandt en velfortjent 1-0-sejr i efterårets sidste hjemmekamp på Blue Water Arena.

I fraværet af Jerry Lucena, der spiller Suzuki Cup i Thailand og Malaysia, var Steffen Ernemann tilbage i startopstillingen ved siden af Magnus Lekven. De to leverede et stort bidrag til et effektivt presspil, der tvang nordsjællænderne til at sparke mere, end de har det godt med.

Samtidig holdt EfB meget bedre fast i bolden, end det var tilfældet i sidste søndags 2-2-kamp i Brøndby, og det var faktisk mestrene, der måtte løbe mest forgæves i første halvleg. Flere gange kombinerede EfB'erne kvikt med førstegangsafleveringer gennem højre side, men der var sjældent folk i feltet til at møde indlæggene.

I en ellers chancefattig og defensivt veldisciplineret affære fik EfB etableret et mere markant overtag omkring den halve time. Lekven spillede bolden på tværs til Jakob Ankersen, men han sparkede kontramuligheden et godt stykke forbi mål. I samme periode lavede Youssef Toutouh ballade i FCN's felt på indlæg fra henholdsvis Peter Ankersen og Jonas Knudsen, men kantspilleren kunne ikke rigtig komme til afslutning.

Ernemann og Mtiliga bøvlede bolden ind

FC Nordsjælland kunne ikke notere sig en eneste afslutning i første halvleg, og gæsterne blev presset godt i bund fra begyndelsen af anden halvleg. Kenneth Fabricius erstattede en bleg Jesper Lange efter pausen, og han kom til en hurtig afslutning tæt under mål. Efter 49 minutter headede Jones Okore et EfB-hjørnespark højt op i luften, og i en hård positionskamp mellem Ernemann og Mtiliga fik de i fællesskab bugseret nedfaldet i nettet til hjemmeføring.

Gæsternes spil så slidt og idéforladt ud i denne fase, og for anden gang i kampen blev cheftræner Kasper Hjulmand tvunget til at skifte ud, da Okore i lighed med Søren Christensen pådrog sig en fibersprængning. Mikkel Beckmann fik æren af at forcere den første og eneste "redning" ud af Hradecky, da han sparkede lige i handskerne på keeperen midt i halvlegen.

Farligst var EfB fortsat i kontrafasen. Med tyve minutter igen tog Toutouh og Jakob Ankersen et par hidsige dribleture lige efter hinanden, men afslutningerne manglede i den grad præcision. EfB stod meget kompakt i slutfasen, mens FCN'erne sværmede omkring hjemmeholdets straffesparksfelt. Nervøst blev det aldrig, for EfB-defensiven tog i den grad brodden af et i forvejen uinspireret mesterhold og kørte sikkert tre point hjem, der bringer holdet op på en øjeblikkelig ottendeplads i Superligaen.

Thorup: Lukas har ikke en redning

- Det var en rigtig god afslutning på hjemmebane, og jeg synes, vi vinder fuldt fortjent. Vi skal selvfølgelig forsvare i store dele af kampen, men det er vi trygge ved, og Lukas har ikke en redning. Alle 11 arbejder defensivt og sørger for den kompakthed,  der holder de forsvarende mestre og Champions League-deltagere fra chancer i en hel kamp, siger cheftræner Jess Thorup, der fremhævede, at EfB for ottende gang i sæsonen holdt buret rent:

- Det er vores ottende clean sheet ud af 16 mulige, og det er defensiven, der har bragt os på rette vej. Jeg kigger ikke så meget på, hvad sejren betyder for tabellen, men vi får brug for den selvtillid og de kræfter, den frigiver, frem mod tre svære og vigtige udekampe.

På onsdag venter Lyngby BK på udebane i DBU Pokalen, inden EfB runder efteråret af med to store superligaopgaver mod OB og Randers FC på fremmed græs.

Af Jesper Toft Madsen

nyheder_divider