EfB kom ned på jorden igen

29. Jul. 2013

I sæsonpremieren fortsatte Esbjerg fB det flotte spil, som klubben havde leveret i forårssæsonen og besejrede FC Nordsjælland med 4-0. I anden runde af årets Superligasæson kom esbjergenserne dog ned på jorden igen og måtte forlade banen efter et nederlag på 2-1 til et velspillende AaB-hold.

EfB startede kampen med god vilje og fight men også lidt nervøst med en del fejlafleveringer. Modsat havde aalborgenserne tro på tingene og leverede højt pres overfor de blåhvide. I kampens begyndelse havde AaB således også adskillige afslutninger mod mål, og Frederik Rønnow måtte flere gange give hjørnespark.

Alligevel kunne Emil Lyng bringe EfB foran med 1-0, da Martin Braithwaite modtog bolden og med hælen lagde den af til Mick van Buren. Han blev tacklet i skudøjeblikket, men bolden endte for fødderne af Emil Lyng, som til stor jubel fra de mange tisluere kunne hamre bolden op i det fjerne målhjørne.

Spillerne gik til pause foran med et enkelt mål trods kvaliteten af spillet ikke konstant var i top. Ved anden halvlegs begyndelse fortsatte aalborgenserne med selvtillid, og der var ikke spillet mange minutter, før det lykkedes dem at udligne.

Rolf Toft nåede baglinjen i EfB’s venstre side og spillede bolden kort til Kasper Kusk. Han slog bolden ind mod den bagerste stolpe, hvor Kasper Risgård dukkede op og headede bolden i mål.

Esbjergenserne kæmpede videre, men da Aab fik hjørnespark mindre end ti minutter efter, kunne aalborgenserne bringe sig foran. Kasper Kusk sparkede bolden mod den forreste stolpe, hvor Jonas Knudsen forsøgte at cleare bolden. Han ramte den skævt og en høj bold kom indover Frederik Rønnows mål. I et forsøg på at bokse bolden ud til hjørnespark ramte han den forkert og fik via Peter Ankersens ryg sat bolden i eget net til slutresultatet 2-1.

- Vi må bare konstatere at vi ikke præsterer på det niveau som vi kan. Hvis man laver nogle aftaler og ikke efterlever dem, så er det tydeligt at man ikke er klar. Dog synes jeg også, at vi har chancen til at score til 2-0, sagde Niels Frederiksen efter kampen.

Af Rasmus R. Nejstgaard

nyheder_divider