EfB med mulig debutant mod Brøndby

03. aug. 2013

Esbjerg fB’s nye forsvarsspiller, Jens Berthel Askou, er med i truppen og er i spil til startopstillingen til sæsonens første udekamp på Brøndby Stadion søndag aften. EfB møder et Brøndby-mandskab, der med et point efter to spillerunder vil mærke presset fra sit store hjemmepublikum for at erobre sæsonens første sejr.

- Brøndby arbejder ligesom os med at udvikle sit spil, og det fremtræder endnu ikke helt tydeligt, så vi er lidt usikre på, hvad der møder os. Vi forventer dog en fed kulisse, som vi glæder os rigtig meget til at spille i. Det er altid spændende og sjovt at spille på Brøndby Stadion, siger EfB’s cheftræner, Niels Frederiksen.

Han ser flere paralleller mellem de to mandskaber. Begge har fået nye cheftrænere, og begge har skiftet ud på markante positioner i startopstillingen, EfB på tre pladser, Brøndby endnu flere.

- Brøndby har fortsat en af Superligaens bedste angrebsduoer i Simon Makienok og Quincy Antipas samt meget rutine centralt på banen, siger Niels Frederiksen.

EfB arbejder på træningsbanen fortsat med at forbedre spillet med bolden, særligt det etablerede spil, og samtidig fastholde, hvad der har udviklet sig til at være holdets varemærke: Det hurtige omstillingsspil frem ad banen, der kan sprede skræk i mange forsvarslinjer i Superligaen.

- Vi mestrer det hurtige, fremadrettede spil, og vi er gode til at få noget farligt ud af næsten ingenting. Det skal vi holde fast i, siger Niels Frederiksen.

Midterforsvareren Davidson Drobo-Ampem har i denne uge fået foretaget en mindre kæbeoperation efter den skade, han pådrog sig i slutningen af premierekampen mod FC Nordsjælland. I kampen mod AaB spillede han undervejs med op til flere beskyttende masker og forbindinger, men nu har han fået fremstillet en hjelm, der kan tage stødene i løbet af en kamp.  

Jens Berthel Askou erstatter i truppen Martin Bergvold, der blev skadet i en reserveligakamp mod SønderjyskE tirsdag.

- Jens Berthel kan bidrage med erfaring, rutine og overblik, og så er han god at have i luftspillet, siger Niels Frederiksen om, hvad EfB’s nye spiller kan tilføre den unge trup.   

EfB spiller i Superligaen mod Brøndby IF søndag den 4. august kl. 19.00 på Brøndby Stadion.

Af Frede Madsen

nyheder_divider