EfB slog mestrene i Parken

12. maj. 2013

Blot tre dage efter at have fejret pokalsejren i Parken, Kristi himmelfartsdag, kunne EfB endnu en gang gå fra Danmarks nationalstadion som vindere. Denne gang var det de danske mestre, der måtte se sig besejret.

På papiret var det ligaens to bedste forsvar der mødte hinanden, og i kampens indledning var der heller ikke mange chancer. Dette var især esbjergensernes fortjeneste da de lagde fra land med højt pres og dermed tvang københavnerne til mange fejlafleveringer.

Peter Ankersen fik efter et lille kvarter kampens første afslutning, da to esbjergensere hoppede over bolden, og han kunne afslutte langt udefra.

Et par minutter efter blev spillet vendt fra venstre side af banen til netop Peter Ankersen, der kunne trække ind i banen og med venstrebenet sparke bolden i det lange hjørne bag Kim Christensen.

EfB sad på spillet i store dele af kampen, og efter at have spillet bolden rundt i forsvaret kunne Kian Hansen med ydersiden slå en lang aflevering op mod Arnór Smárason der var søgt ud på højrekanten. Herfra slog han en hård tværpasning, som Martin Braithwaite kunne sparke i mål fra det bagerste område af feltet.

FCK’s fans skulle i dag fejre mesterskabet på hjemmebane, så da Youssef Toutouh blev udskiftet var der også overskud til at hylde ham hos hjemmeholdets fans.

Med ti minutter tilbage af kampen havde FCK brugt alle deres udskiftninger, og måtte spille med en mand i undertal, da Thomas Kristensen var nødsaget til at udgå med en skade. Derefter lykkedes det at holde de danske mestrer fra chancer, og spillerne kunne endnu en gang forlade Parken som sejrsherrer.

- Det er selvfølgelig en pragtpræstation vi leverer i dag. Vi valgte at stå langt fremme og presse dem, og det må man sige at det fungerede virkelig godt. Vi har bolden og holder FCK fra chancer, sagde Jess Thorup efter kampen.

Af Rasmus R. Nejstgaard

nyheder_divider