EfB tæt på tre point

21. okt. 2012

Begge mandskaber ramte overliggeren undervejs, og EfB tilspillede sig store muligheder i slutfasen, men skarpheden svigtede. Nulløsning i Horsens.

I en jævnbyrdig indledning på opgøret var der optræk til ballade i begge ender. Njogu Demba-Nyrén fik chancen fra start ved siden af Martin Braithwaite, og svensk-gambianeren forsøgte forgæves at komme frem til en krævende aflevering fra Peter Ankersen efter seks minutter.

AC Horsens’ Martin Spelmann havde kort forinden forsøgt at trænge igennem, men det var ikke meget hjemmeholdet havde at skyde med i det meste af første halvleg. EfB og i særdeleshed Ankersen-tvillingerne viste styrke i omstillingerne. Jakob sparkede forbi mål efter 14 minutter, og ti minutter senere sendte brormand Peter en bold i panden på Braithwaite, der forcerede en stor redning ud af unge Frederik Rønnow.

Sporadiske pift begyndte så småt at brede sig hos hjemmepublikummet, der sjældent blev forkælet. Mod halvlegens slutning sendte midtbanedirigent Martin Retov dog en kvalificeret afslutning af sted, og Hradecky kom på arbejde i halvlegens sidste minut, da han afværgede et giftigt frispark og blokerede returforsøget fra besværlige Ken Fagerberg.

Initiativ og mod
Kampen igennem viste EfB både pæne portioner af initiativ og ikke mindst mod til at holde fast i bolden på en svær udebane. Efter 47 minutter var det dog atter Retov, der var nærgående, da hans langskud dumpede på overkanten af overliggeren.

Et kvarter senere slagtede midtbanespilleren Jakob Ankersen, der var i færd med et af sine mange farlige fremstød – gult kort. Jesper Lange erstattede Demba kort efter, men hans giftigste bridrag faldt uheldigvis i den falske ende af banen, hvor han ikke var langt fra at heade i eget net med 69 minutter på klokken.

Mod slutningen havde EfB størst overskud på energikontoen, og det kastede flere matchvinder-kandidater af sig. Sebastian Andersen, der skabte en del uro i det sidste kvarter, smed et indlæg på tværs til Jakob, der med 11-12 meter til stregen afsluttede på overliggeren. Hjemmeholdets Jude Nworuh var også livlig, men hans aktioner udviklede sig ikke til mere end et par løse chancer.

I overtiden stod kun skarpheden i vejen mellem EfB og det fulde pointmæssige udbytte. Først kombinerede Lange og Braithwaite sig igennem, men især førstnævnte tøvede for længe med at få afsluttet. Kampens sidste mulighed tilfaldt Braithwaite, der knaldede Andersens indlæg mod mål, men igen forhindrede Rønnow udeføringen, og så endte det hele, som det begyndte trods EfB’s chance- og energioverskud i de sidste minutter.

Thorup tilfreds med fysisk overskud
- Det var en meget lige første halvleg, men jeg synes, at vi har en rigtig god periode på en 20-25 minutter. Vi er bedre med bolden i anden halvleg, uden at det bliver prangende, og vi skaber de chancer, vi havde håbet på. Horsens truer også, især på dødboldene, og overordnet set synes jeg, at resultatet er retfærdigt, siger cheftræner Jess Thorup, der især lagde vægt på holdets fysiske formåen efter den lange kamppause:

- Meget positivt er det, at vi har kræfterne til at være det hold, der presser på i det sidste kvarter. Jeg er glad for, at vi holder nullet og fortsætter de gode takter fra før landskampspausen, og jeg føler, at vi har fundet vores ståsted i ligaen, siger cheftræner Jess Thorup.

Af Jesper Toft Madsen

nyheder_divider