Effektive EfB brød AaBs stime

24. sep. 2012

Et veldisciplineret EfB-mandskab stak en kæp i AaB-maskinen med en effektiv 2-0-sejr i Aalborg og kravler op på den rigtige side af nedrykningsstregen. Begge kontramål blev sat ind af formstærke Martin Braithwaite, der ligesom Lukas Hradecky viste klasse og skarphed i kampens helt afgørende situationer.

Superligaens med afstand mest formstærke mandskab, AaB, dominerede det første kvarter, trods fraværet af den ankelskadede anfører, Thomas Augustinussen. Med modstanderens fem sejre i træk og en målscorer på 19-1 in mente var EfB’s udgangspunkt forståeligt nok funderet i en kompakt organisation og en påpasselig tilgang til kampens første minutter.

Når EfB endelig fik fat i bolden, sjuttede den for hurtigt væk igen på den regntunge grønsvær i Aalborg. De mange boldtab førte til et par farlige sekvenser, især iscenesat gennem EfB’s venstre forsvarsside, hvor Jonas Knudsen havde det svært det meste af halvlegen. To gange sparkede landsholdsangriber Nicklas Helenius over mål på pæne tilbud, og lige så uskarpt var Jesper Langes mislykkede hovedstød efter 22 minutter.

En lavtstående EfB-defensiv, der havde Kian Hansen tilbage centralt i stedet for sygdomsramte Jerry Lucena, spillede meget disciplineret og lukkede godt ned for hjemmeholdet. Langsomt åd gæsterne sig også ind i kampen om boldbesiddelsen, men de offensive investeringer stod ikke mål med de defensive. Peter Ankersen markerede sig med et par energiske turboture i en halvleg, hvor det mest iøjnefaldende måske var EfB’s indvielse af en sort og neon-stribet tredjetrøje.

Braithwaites drabelige kontrasalvo

Bedre blev det efter pausen, hvor EfB indledte mere omhyggeligt på bolden. Ankersen og Lekven trykkede af udefra, og Helenius headede i Hradeckys handsker, inden AaB dummede sig gevaldigt efter en times spil. Henrik Dalsgaard smed en bold i fødderne på Jakob Ankersen, der udnyttede hjemmeholdets ubalance til hurtigt at stikke Braithwaite i dybden, og han trykkede resolut læderet inden om nærmeste stolpe til en uventet udeføring.

Lukas Hradecky, der nok stod og småfrøs i den første times tid, kom omgående på arbejde efter scoringen. Først flugtede Rasmus Würtz akrobatisk på kassen, og seks minutter efter lagde Mathias Wichmann en god bold ind til Jeppe Curth, men Lukas refleksreddede flot på tæt hold. AaB-angrebene føg om ørene på EfB, og Lukas parerede langskud og frisparksforsøg fra henholdsvis Anders Due og Helenius i en hektisk fase.

EfB løb mange meter for at forsvare føringen, men i 77. minut kom det helt afgørende pusterum. Ernemann spillede Martin Braithwaite alene i dybden, og i stedet for at aflevere til en helt blank Fabricius på midten løftede han bolden ind over Nicolai Larsen til 2-0. En selvsikker scoring af Braithwaite, der i den grad har fået tilført sit spil en portion målfarlighed med sit fjerde mål i to kampe.

Målet tilførte også EfB en ekstra livline, som gav overskud til at holde bedre fast i bolden i de sidste minutter. Unge Kasper Kusk forsøgte sig et par gange fra afstand, og Hradecky var atter redningsmanden, da han kom ned til en kvalificeret afslutning fra indskiftede Kayke i sidste minut af ordinær tid. EfB var mest effektiv og afbalanceret på dagen, og det gav sæsonsejr nummer to og et foreløbigt farvel til den forkerte side af nedrykningsstregen.

Thorup: Håber på en stime

- Vi har en god balance og står kompakt, og det gør AaB lidt frustreret. Vores omstillinger bliver farlige i anden halvleg, og vi gør dem færdige. Kynismen, som har manglet tidligere, gør forskellen i begge halvlege, og nu håber vi på en lille stime, som vi synes har ligget i kortene et stykke tid, sagde cheftræner Jess Thorup, der glædede sig over en god holdindsats og store enkeltpræstationer i begge ender:

- Martin er godt kørende med to gange to mål. Det er glædeligt, for det er det, angribere bliver målt og vejet på. Fabricius råbte sig næsten hæs på midten ved 2-0, men jeg tager hatten af for, at Martin har selvtilliden til at sparke den ind. Lukas var exceptionelt sikker, og set udefra var de to vel de mest afgørende spillere i hvert sit felt.

Af Jesper Toft Madsen

nyheder_divider