Esbjerg fB fylder stadion mod Saint-Etienne

21. aug. 2013

Et praktisk taget udsolgt Blue Water Arena vil bakke Esbjerg fB op i Europa League-kampen mod AS Saint-Etienne torsdag kl. 19.00. Slutspurten i billetsalget sættes ind med blot 300 pladser til salg på www.efbbillet.dk

Hovedparten af de ledige pladser er på den nederste del af den sydlige D-tribune, og der er også pladser på forreste række af C-tribunen og på afsnittet A4. De resterende billetter er på næsten fyldte tribuneafsnit.

- Vi er stolte af at kunne fylde Blue Water Arena til en europæisk kamp og er blevet bekræftet i, at vi i 2013 som helhed har en fantastisk opbakning på vores hjemmebane. I forhold til, hvad andre danske klubber har kunnet samle af tilskuere til internationale kampe, er vi i en privilegeret situation, idet så mange EfB-tilhængere ønsker at følge vores mandskab indlede en ny æra i dets udvikling, siger adm. direktør Søren Poulsen.

Udbuddet af pladser var onsdag kl. 16.00 følgende:

A-tribunen: 35 pladser på A4 udbydes sidst på eftermiddagen

B-tribunen: Praktisk taget udsolgt – der kan være enkelte pladser

C-tribunen: Øvre C udsolgt – pladser med lettere begrænset udsyn på 1. række

D-tribunen: Øvre D udsolgt – pladser på nedre D

Kapaciteten til en kamp i UEFA-regi er på 12.100, idet der udelukkende må være siddepladser. Tilskuertallet vil dog næppe passere 12.000, idet tilhængerne af Saint-Etienne ikke lægger beslag på samtlige 600 pladser, de har til rådighed i udeholdets afsnit.

Af Frede Madsen

nyheder_divider