Esbjerg fB indgår aftaler med eftertragtede talenter

26. Jun. 2013

Med guldmedaljer i U17 Ligaen og bronze i U19 Ligaen vækker Esbjerg fB’s talentudvikling opsigt, og de bedste spillere er for længst noteret i agenter og talentspejderes databaser. Den øgede interesse for klubbens største talenter smitter også at få antallet af ungdomskontrakter.

- Vi har nu 12 spillere i alderen 15-18 år på flerårige kontrakter, og jeg mindes ikke, at vi tidligere har haft så højt et antal. Det er en naturlig følge af de gode resultater i U17- og U19-årgangene, og det er dels udtryk for, at mange spillere er eftertragtede, og dels at vi har en strategi om at udvikle så mange af vore egne spillere til liganiveau som muligt, siger EfB’s ungdomselitechef, Niels Erik Søndergård.

Senest har EfB indgået nye kontrakter med U17-målmand Daniel Iversen og U19-spilleren Jeppe Brinch, og Jonas Gejel Hansen er for første gang på kontrakt.

Jeppe Brinch, 18 år, har fra sin position i midterforsvaret været et af omdrejningspunkterne på U19-ligaholdet, der spillede en flot forårssæson. Han er god på bolden, taktisk klog og har spillet en række reserveholdskampe for at blive matchet i forhold til sit talent. Jeppe Brinch vurderes til at have potentiale til en plads på det kommende U19-landshold. Hans aftale løber til udgangen af 2015.

Jonas G. Hansen, 17 år, dedikeret central midtbanespiller med stor løbekapacitet på bronzeholdet i U19-Ligaen, god i dueller, sikker med bolden og inde i en udvikling, der gav ham debut på U18-landsholdet i to kampe mod Serbien i april. Tarp-drengens første ungdomskontrakt gælder til sommeren 2015.

Daniel Iversen, 15 år, har ud over at etablere sig straks på U17-ligaholdet været på både U16- og U17-landsholdet samtidig og er netop udtaget til det nye U17-landshold, der spiller Internordisk Cup i Norge i august. Den tidligere Gørding IF-spiller er allerede velvoksen, god i feltet, rolig i sine indgreb og reaktionsstærk. Det næste store målmandstalent efter Jeppe Højbjerg har nu kontrakt til sommer 2016.

- For Jeppe og Jonas gælder, at det har været med i reserveholdsmiljøet i denne sæson, og førstnævnte var ydermere med på superligaholdets træningslejr i Tyrkiet. Det næste år skal de udvikle sig og suge så meget til sig, at de kan indgå i A-truppen fra næste sommer. Daniels potentiale illustreres af, at han har spillet på to landshold samtidig, og han har sammen med en meget stærk defensiv haft afgørende indflydelse på U17-ligaholdets succes, siger Niels Erik Søndergård.  

Af Frede Madsen

nyheder_divider