Fortrinlig forårspremiere for EfB

04. mar. 2013

Efter 98 lange dage var der igen fodbold på Blue Water Arena. Tilbagevendte Hans Henrik Andreasen scorede i sit comeback, og indskiftede Jesper Lange blev matchvinder.

Esbjergspillerne havde tydeligvis savnet grønsværen, og kampen mod AGF startede i højt tempo med masser af chancer. Under et minut var spillet før AGF kom frem til en afslutning, men EfB svarede straks igen, og kom hurtigt frem til flere chancer i den anden ende.

Dette påvirkede dog ikke de hvide fra Fredensvang, der med masser af medrejsende fans spillede tålmodigt og lod EfB føre bolden. Esbjergenserne satte sig langsomt på spillet og kom frem til større og større chancer. Dette kulminerede efter en lille halv time, da Hans Henrik Andreasen fra kort afstand kunne heade bolden i mål. AGF-målmand Steffen Rasmussen gik fejl af bolden, og den nåede lige præcis at passere stregen, inden den blev sparket væk af en forsvarsspiller.

Dette tvang Aarhusianerne længere frem på banen, og blot fem minutter efter appellerede mange af AGF-spillerne for straffespark i den modsatte ende. Jonas Knudsen gjorde sig bred ved et indlæg, og ramte Stephan Petersen i hovedet med armen. Dommerens fløjte forblev dog tavs.

Efter pausen trak EfB sig længere tilbage, og lod i langt højere grad de to kanter Youssef Toutouh og Jakob Ankersen støtte deres backs. Anden halvleg var rig på omstillinger, og efter en lille times spil var dette tæt på at give pote for EfB, da Jonas Knudsen slog et indlæg ind til en helt fri Martin Braithwaite. Desværre så han ikke hvor alene han var, og afsluttede straks. Hovedstødet var dog hverken kraftfuldt eller præcist nok.

Kort tid efter var det i den anden ende chancen opstod, da en AGF-spiller afsluttede udefra. Bolden havnede for fødderne af en fri Mate Vatsadze, der fra kort afstand kunne sparke bolden forbi Lukas Hradecky, og udligne til 1-1.

Inden målet var Jesper Lange blevet skiftet ind, og han bragte straks masser af energi og vildskab på banen. Få minutter efter målet blev han i venstre side sendt af sted mod Steffen Rasmussens mål, men måtte se sig tacklet i skudøjeblikket.

Ti minutter efter var der dog ikke mulighed for at tackle ham, da Peter Ankersen slog et tidligt indlæg og Jesper Lange fra god afstand kunne heade bolden i det fjerne hjørne uden chance for målmanden, og atter bringe EfB foran.

Dette tvang AGF til at lægge pres på Esbjergenserne de sidste minutter af kampen, men rigtig farlige blev de ikke, og de blåhvide kunne tage hul på forårssæsonen med en sejr i bagagen.

- Vi har ventet i 7 uger på den her kamp, hvor det virkelig tæller. Vi ved godt hvor vigtig starten er, og derfor er det rigtig vigtigt med tre points. Det var en fantastisk start på et vigtigt forår, sagde Jess Thorup efter kampen.

- Første halvleg er jeg godt tilfreds med, vi viser godt indhold og flot spil. Anden halvleg bliver vi presset lidt længere tilbage, og det bliver for meget forsvareren, hvilket ender ud i det udlignende mål. Heldigvis viser vi god moral og kommer tilbage med det forløsende mål af Lange.

Af Rasmus R. Nejstgaard

nyheder_divider