Frederiksen: Vi er også ambitiøse uden Martin

16. aug. 2013

Salget af Martin Braithwaite er et tab for Esbjerg fB, og det kommer på det værst tænkelige tidspunkt i forhold til de kommende play-off-kampe mod AS Saint-Etienne om at komme i gruppespillet i Europa League. 

Men timingen i det hidtil dyreste spillersalg i klubbens historie var ude af EfB’s hænder, og cheftræner Niels Frederiksen begræder på samme tid tabet af en stor profil og fremhæver succeshistorien om en udviklingsklub og en spiller, der i sjælden grad er lykkedes.

- Martin er en rigtig dygtig spiller for EfB, og nu er han også A-landsholdsspiller. Han er blevet så dygtig via ihærdigt arbejde og dygtige trænere igennem mange år i EfB, men også fordi han har spillet sammen med nogle fantastiske holdkammerater på et hold, som har fungeret som en helhed – som et godt kollektiv. Salget af Martin ændrer ikke ved, at vi har høje ambitioner, og jeg har så stor tiltro til både den nuværende trup og kvaliteten af de spillere, som vi forventer at hente ind, at jeg ikke er nervøs for vores præstationer i fremtiden. Jeg er sikker på, at vi løser denne udfordring. Selvfølgelig kan vi præstere uden Martin, siger Niels Frederiksen.

Han tilføjer, at de gode resultater i foråret, som er fortsat ind i efteråret, ikke er en spillers, men en hel trups fortjeneste.

- Vi har fortsat mange dygtige spillere i truppen, spillere, som brænder efter i endnu højere grad at få mulighed for at vise deres værd. Jeg er sikker på, at de spillere er klar til at gribe chancen. Når en spiller forsvinder, dukker nye spillere op og blomstrer. Vi har i dette efterår set det med Emil Lyng og Jesper Rasmussen – og andre står på spring, siger EfB-cheftræneren.

Martin Braithwaite’s skifte til franske Toulouse FC på en fireårig kontrakt forstærker behovet for at tilføre særligt flere offensive kræfter til den smalle EfB-trup.

- I dette transfervindue har vi sagt farvel til mange dygtige spillere med megen superligaerfaring. Otte spillere med i alt 200 superliga kampe i seneste sæson er forsvundet, hvilket svarer til otte spillere med spilletid i 25 kampe ud af 33 mulige. Ligeledes er 60 procent af målene, som blev scoret i seneste sæson, nu forsvundet ud af truppen. Alligevel har vi fået ni point i de første fire runder, og vi er ligaens klart mest scorende hold. Så jeg må anerkende, hvad spillerne har præsteret, siger Niels Frederiksen, der glæder sig over, at EfB nu er i stand til at agere mere ambitiøst på transfermarkedet indtil udgangen af august. 

Af Frede Madsen

nyheder_divider