God fodbold giver masser af tilskuere

26. Jul. 2013

Intet stimulerer tilskuerinteressen til superligakampe mere end gode resultater. Det er Esbjerg fB et godt eksempel på. De syv hjemmekampe i det succesrige forår trak næsten lige så mange tilskuere som de ni hjemmekampe i den resultatmæssigt yderst blandede efterårssæson. EfB’s 4-0-sejr over FC Nordsjælland i premieren på den nye sæson vil også smitte positivt af. Derfor er billetsalget allerede nu åbent på forpladsen.

7.594 tilskuere overværede den bedste sæsonstart i mange år, og EfB forventer, at tallet bliver overgået i endnu en mandagskamp, det jyske opgør mod AaB 29. juli kl. 19.00. Med efterårssæsonens hjemmekampe mod AGF to gange, FC Midtjylland, lokalrivalerne fra SønderjyskE, OB, FC København og endnu en gang AaB er der gode udsigter til at holde årets budgetterede tilskuertal på 7.500 pr. kamp på Blue Water Arena.

- Vi er meget tilfredse med, at vi ikke oplever den afmatning i tilskuertal, som flere af vore kolleger i Superligaen desværre er ude for. Men vi er også meget bevidste om, at interessen for vores kampe er ekstremt afhængig af, at vi formår at skabe resultater og give publikum de fodboldoplevelser, de hver gang har en berettiget forventning om at få, siger EfB’s adm. direktør, Søren Poulsen.

Som oprykker placerede EfB sig med 6.651 tilskuere i gennemsnit til alle hjemmekampe på en sjetteplads hvad angår publikumsinteresse i seneste sæson. I foråret var snittet dog på 7.388 tilskuere, altså tæt på budgettet. Hertil kommer 8.870 tilskuere til pokalsemifinalen mod Brøndby IF.

I premiererunden i den nye sæson havde EfB flere tilskuere end de to store fodboldbyer, Aalborg (7.062 mod FC København) og OB (7.114 mod SønderjyskE), men blev overgået af Brøndby (18.770 mod FC Vestsjælland) og AGF (9.364 mod FC Midtjylland). Netop for Brøndby og AGF, der med en nedgang på henholdsvis 27,3 procent og 26,9 procent oplevede de største tilbagegange i seneste sæson, må tilskuertallene have været opmuntrende.

I EfB fryder Søren Poulsen sig over, at byens egne drenge i stigende omfang er en del af underholdningen på Blue Water Arena.

- Det er glædeligt, at en række spillere fra EfB’s egen ungdomsafdeling har udviklet sig til profiler på holdet: Martin Braithwaite, Kian Hansen, Jonas Knudsen samt brødrene Jakob og Peter Ankersen. Sidegevinsten er, at unge fodboldspillere fra Sydvestjylland kan identificere sig med dem og selv får mod på at prøve talentet af i en større klub, siger Søren Poulsen.

Kom tidligt til fodbold mandag aften

EfB-direktør Søren Poulsen gentager opfordringen om at komme tidligt til kampen mod AaB mandag aften på Blue Water Arena.

- Allerede to timer før kick-off vil området omkring stadion summe af liv og forventningsfulde EfB-tilhængere. Så hvis du vil have hele oplevelsen med og være sikker på at komme ind på stadion i tide, så kom i god tid. Hæv også gerne kontanter på forhånd, så vi kan give dig en hurtigere og smidigere behandling i billetsalg og boder, siger Søren Poulsen.

Den hurtigste måde at skaffe sig billetter til EfB-AaB er dog fortsat på www.efbbillet.dk.      

Af Frede Madsen

nyheder_divider