Høgh og Lange tilbage hos revanchelystne EfB

25. Apr. 2013

Da Esbjerg fB mod SønderjyskE led sit første nederlag i forårssæsonen, reagerede holdet ved at besejre Randers FC 4-0 og komme tilbage på sejrssporet. Cheftræner Jess Thorup tør ikke love samme slagkraftige reaktion efter 1-0-nederlaget til FC Midtjylland mandag aften, når holdet fire dage senere træder op på Mascot Park i Silkeborg, men han har en god fornemmelse.

- Vi er kommet fornuftigt over nederlaget til FC Midtjylland, og nu gælder det om at se fremad. Jeg fornemmer blandt spillerne en god stemning og lyst til at revanchere sig for det andet nederlag i en fortsat fin forårssæson. Silkeborg har i de to seneste hjemmekampe slået FC København og AGF, så vi forbereder os på en rigtig svær opgave, siger Jess Thorup.

Et 3-2-nederlag til netop Silkeborg IF i comebacket i Superligaen 15. juli i fjor grundlagde den dårlige stime, der plagede EfB ind i efteråret. Senere vandt EfB 1-0 over Silkeborg i november, og holdet har ikke tabt i Silkeborg i over syv år. Den statistik kan Jess Thorup imidlertid ikke bruge. Han forholder sig til de aktuelle kendsgerninger, at EfB er syv point foran Silkeborg og to andre bundhold, og at et pointudbytte store bededag vil komme som sendt fra himlen.

- Det er endnu et vigtigt opgør mod et hold fra bundregionen, og kampen kan bringe os rigtig langt på vejen mod vores overordnede mål: Overlevelse i Superligaen, siger Jess Thorup.

Anfører Nicolai Høgh er tilbage efter en skade, Jesper Lange har udstået sin karantæne, og begge føjer sig til en 20-mandstrup.

Superligakampen mod Silkeborg IF spilles fredag den 26. april kl. 18.30 på Mascot Park.

 

Af Frede Madsen

nyheder_divider