Indskifter stjal atter sejren for SønderjyskE

28. okt. 2012

Det blev på ny en frustrerende eftermiddag mod SønderjyskE, der modstod et stort EfB-pres og stjal sejren med indskiftede Hedinssons 2-1-scoring i overtiden. Tilbage i juli tabte EfB med samme cifre efter sent indskiftermål, og det blev således til et ubehageligt deja-vu på Blue Water Arena.

Med en meget opsat Kenneth Fabricius i startopstillingen mod sine tidligere holdkammerater blæste EfB ud af startblokken. Netop Fabricius kom meget tæt på et tidligt føringsmål, da han gled om kap med en SønderjyskE-forsvarer for at nå frem til Braithwaites indlæg fra højre efter bare 40 sekunder.

I en indledning, hvor hverken EfB eller SønderjyskE formåede at fastholde bolden og tage styringen, lod Høgh Lasse Vibe slippe fri af sin markering og halvflugte over mål på en nedfaldsbold. Jakob Ankersen prøvede med en flugter i 12. minut, inden gæsterne indledte en rigtig god periode.

Hradecky blev aktiveret efter et kvarters tid, da han refleksreddede efter godt bandespil i EfB’s venstre forsvarsside. Gæsterne var i perioder bedre til at fastholde end EfB, der sløsede alt for meget i pasningsspillet. Tidligere EfB-topscorer Tommy Bechmann løb to gange fra EfB-forsvaret i kontrangreb og sendte giftige afslutninger mod EfB-buret.

De blåhvide sluttede til gengæld bedst af i halvlegens sidste fem minutter. Braithwaite headede langt forbi på anfører Høghs fine fremlægning, og efter 42 minutter lagde Steffen Ernemann en fræk yderside på tværs til Fabricius, der tæt under mål flugtede langt over og kolliderede med keeper Håkon Opdal. I tillægstiden viste Sebastian Andersen sine evner som afslutter, da han flåede en helflugter mod kassen og hamrede returen på underkanten af overliggeren.

Større effektivitet
Om end chancerig i begge ender manglede begge hold træfsikkerheden før pausen. Det blev der lavet om på efter sidebyttet, og det var gæsterne, der viste den første kynisme. Lukas boksede et hjørnespark ud i fødderne på Lasse Vibe, og hans afslutning blev dirigeret ind af Tommy Bechmann ved bageste stolpe.

Målet slog ikke håbet ud af EfB’erne, der var anderledes overbevisende med bolden, som halvlegen skred frem. Knap ti minutter efter scoringen lagde Peter Ankersen en bold ind i hovedet på brormand Jakob, og så stod den 1-1.

Målene markerede en større effektivitet i anden halvleg, der sådan set skortede på de chancer, som første halvleg bød på. EfB viste klart mest initiativ og var mere målsøgende end sønderjyderne, men ud over en række tilløb begrænsede det nærgående sig til et par afslutninger fra Ernemann, der var opmærksom på nedfaldsbolde på kanten af feltet.

I slutminutterne sad EfB meget tungt på spillet og pressede på, men sønderjyderne og i særdeleshed indskiftede Eyjolfur Hedinsson havde held med at begå en række frispark hver gang, værterne nærmede sig feltet. Mønsteret lignede til forveksling det tilsvarende opgør i starten af sæsonen, og deja-vu’et blev komplet, da en indskifter endnu en gang stjal sejren for udeholdet i overtiden.

I juli måneds 1-2-nederlag var det Bjørn Paulsen, der gjorde det helt onde ved EfB. Denne gang fik Hedinsson pladsen og udnyttede den med vanlig koldblodighed ved at afgøre kampen til SønderjyskEs fordel til forståelig frustration på Blue Water Arena.

Thorup: Vi skal mobilisere mentale kræfter

- Vi spiller ikke nogen specielt god første halvleg, men kommer bedre ud efter pausen. SE havde selvfølgelig læst på lektien og stod kompakt, men vi gik efter sejren og manglede bare den sidste kvalitet og dygtighed i både afleveringer og afslutninger, siger cheftræner Jess Thorup, der naturligvis var mere end almindeligt ærgerlig over den sene afgørelse:

- Puha, måden vi taber på er hård. Mange vil nok sige, at kampen i dag var ekstremt vigtig, men kampen mod Silkeborg på fredag er om nogen lige så vigtig, og vi skal sørge for at få mobiliseret nogle kræfter, især mentalt.

Af Jesper Toft Madsen

nyheder_divider