Knudsen og Toutouh i Thorups første U21-trup

14. maj. 2013

EfB’s Jonas Knudsen og Youssef Toutouh, der i denne sæson med stor succes har optrådt for EfB på en lejeaftale med FC København, er blandt de første 16 udtagne spillere til de første U21-landshold, Jess Thorup har udtaget og står i spidsen for. 

- At Jonas og Youssef er med handler ikke om, at de er Esbjerg-spillere, men om at de har kvaliteten til at være med. Det har de vist mig på nærmeste hold specielt i foråret, hvor de har været vigtige brikker i Esbjerg, og derfor ser jeg ingen problemer i at betragte dem som potentielle spillere på fremtidens landshold, siger Jess Thorup i en pressemeddelelse fra DBU.

De to EfB’ere er blandt de nye spillere i en trup, der er en god blanding af nye og gamle kendinge. Truppen anføres af profiler som Frederik Sørensen, Bologna, og Jannik Vestergaard fra Hoffenheim, som begge var centrale spillere blandt Morten Wieghorsts kandidater.

Jess Thorup har udtaget truppen i samråd med U18-landstræner Nils Nielsen, der har haft det praktiske ansvar med truppen efter Morten Wieghorsts skifte til Swansea. Sædvanen tro har der ikke været frit valg på alle hylder, da 4-5 spillere, der har alderen til U21-landsholdet allerede har bidt sig fast omkring A-landsholdet, ligesom Thorup har været tvunget til at se bort fra spillere som blandt andet Uffe Bech, FC Nordsjælland, og Rasmus Falk, OB, der begge er ude med skader

U21-landsholdet møder Irland i en venskabskamp i Fredericia den 31. maj klokken 16.00, som forberedelse til den første EM-kvalifikationskamp i puljen, som spilles godt en uge senere i Tallinn mod Estland 7. juni, og Jess Thorup glæder sig til at komme i gang med arbejdet:

- Selvfølgelig er det lidt hektisk, og måske havde det været rart med noget mere tid inden de første landskampe. Modsat så er jeg er rigtig glad for, at vi starter med en venskabskamp mod Irland, så jeg kan lære truppen bedre at kende. Jeg har allerede en række DVD’er af vores kommende modstander, så skal jeg nok være klar, når det går løs, beroliger Jess Thorup, der ikke lægger skjul på sine ambitioner på holdets vegne:

- Jeg er med på, at jeg er en del af et udviklingsteam, hvor det handler om at skabe talenter, men jeg kommer samtidig fra et miljø, hvor man skal vise resultater på banen, så det vil jeg også tage med mig. Derfor vil jeg heller ikke lægge skjul på, at succeskriteriet fra min side er kvalifikation til EM-slutrunden i 2015, siger Jess Thorup

nyheder_divider