Mestrene mod pokalvinderne i prestigeopgør

11. maj. 2013

En fremrykket dansk Super Cup mellem de kommende danske mestre og de nyslåede pokalmestre. Et møde mellem veludhvilede FC København-spillere, der har lagt mesterskabsfejringen bag sig, og en flok mærkede – men lykkelige – EfB-spillere, der knapt har fået pokalfesten tre dage forinden ud af kroppen. 

På forhånd ulige odds, men i fodbold kan meget ske, og i den sidste ende handler det trods de gode resultater også om stoltheden i et prestigeopgør.

- Jeg ved, at vi kan vinge mange af de mål af, vi satte os inden sæsonen, men jeg kan hurtigt stille flere nye mål op: Forårets hold i Superligaen, top seks og en ekstra hjemmekamp i den nye sæson, for blot at nævne nogle. Nu har vi været i Parken for første gang i denne sæson, og søndag kommer vi igen til en kamp med mange tilskuere, som vi kan bruge som forberedelse til at spille ude i Europa. Vi er ved at bygge noget op, nu går livet videre efter pokalfinalen, og vi møder de tre hold, som, vi på forhånd troede, ville placere sig i toppen. Vi bliver virkelig testet, siger cheftræner Jess Thorup.

Han og holdet glæder sig til at gense Parken, hvor holdet torsdag eftermiddag hentede klubbens største succesoplevelse i nyere tid, og hvor spillerne atter kommer under stort pres. Men Jess Thorup erkender, at stoltheden ved at præstere skal vinde over det slid og de skader, der også præger spillertruppen.

Kan spillerne motivere sig til en ny stor præstation mod FC København?

Martin Braithwaite: Det bliver ikke svært. Vi skal spille mod de nykårede danske mestre, og vi vil gerne vise, at det ikke er nogen tilfældighed, at vi har haft et godt forår. Om vi har kræfterne vil vise sig, når vi står i det. Måske kan vi ikke måle os med mestrene på alle punkter, men jeg tror på, at vi kan slå dem.

Jakob Ankersen: Vi vil gerne slutte så højt som muligt i Superligaen, selv om vi har vundet pokalen. Vi forventer, at der igen kommer mange tilskuere, når FCK skal fejres for mesterskabet på hjemmebanen. De danske mestre mod pokalmestrene bliver et brag. Fysisk trækker det tænder ud lige nu, men vi har prøvet det før.    

Martin Bergvold blev lyskeskadet mandag før pokalfinalen og er ukampdygtig. Det samme er Jesper Lange, der onsdag vrikkede om på højre fod under den afsluttende træning inden finalen, og han er tillige karantæneramt. Nye i en 19-mandstrup i forhold til superligakampen mod AC Horsens er Emil Lyng, Mikkel Agger og Casper Nielsen.

EfB spiller mod FC København søndag den 12. maj kl. 19.00 i Parken.

Af Frede Madsen

nyheder_divider