Netværk og nostalgi for EfB's partnere

08. Nov. 2012

Netværk og relationer er også i den digitale tidsalder i høj kurs blandt erhvervsfolk. Næsten 80 havde tilmeldt sig EfB’s netværksdag i Carlsberg Lounge på Blue Water Arena, og de havde alle mulighed for at booke individuelle møder og snakke forretning med tre andre virksomheder.

Esbjerg-drengen Thomas Kristensen, der er et kendt ansigt fra TV 2 Sporten, sparkede bolden over på deltagernes banehalvdel med et indlæg om, hvordan Esbjerg og EfB kan markere sig bedre over tv-stationer og omverdenen.

- Det er en kæmpeudfordring for denne by at mase sig ind på landskortet. Den store udfordring for EfB er: Hvad gør man i dagligdagen? Jeg har en idé om, at man skal være lidt mere fræk og ikke være bange for at stikke ud fra mængden. Man er nødt til at råbe op, sagde Thomas Kristensen, der skabte den rette stemning ved at vise et tv-indslag om EfB’s seneste danske mesterskab i 1979. Ren nostalgi.

Efter hans indlæg var der gruppearbejde, hvor deltagerne tog udgangspunkt i hans pointer, hvorefter tempoet blev sat yderligere op til speed networking.

Jesper Nielsen, medejer af forlystelses- og spisestedet Fun World:
- Netværksdagen er en god måde at få kontakter på, så man i den sidste ende kan få ordrer i bogen. Når man skaber relationer, er det ikke altid, man får forretninger den første dag. Men jeg har skabt længerevarende relationer ved at være på udlandsture med EfB, blandt andet til to faste leverandører, som vi har lavet gensidige aftaler med. Min kompagnon, Henrik, sidder i et af EfB’s faste netværk, og det har vi også stort udbytte af. Indlægget fra Thomas Kristensen var meget inspirerende.

Heidi Birkelev, ansat i inkassoafdelingen hos Kirk Larsen & Ascanius:
- Vi har deltaget i samarbejdsmessen i Musikhuset Esbjerg for år tilbage, og ved netværksdagen kommer man tættere på hinanden. Gruppearbejdet var det allerbedste, idet vi alle havde en holdning til emnet: At gøre os selv mere synlige. Vi bød selv ind med noget og fik gode input. Nu mangler vi bare, at der kommer kunder ind, og jeg har fået visitkort og navne, jeg skal have fulgt op på. Min holdning er, at vi skal med igen næste gang.

Af Frede Madsen

nyheder_divider