Hård konkurrence om alle pladser

13. sep. 2012

Esbjerg fB har på kort tid fået seks nye spillere i truppen, som alle er klar til at gå ind i startopstillingen. En stort set skadefri trup har siden kampen mod FC Midtjylland for 11 dage siden kunnet mærke, at konkurrencen på holdet er skærpet, og at næsten alle pladser er i spil.

- Vi har i perioden uden kampe set nøje på hver enkelt spiller i truppen, alle har haft muligheden for at vise sig frem, vi har haft en intern træningskamp, og ingen vil kunne påstå, at de ikke har fået chancen. Alle har været nødt til at skærpe sig, og ingen er seedede eller forhåndsudtagne. Så er det op til mig som træner at sætte det rigtige hold. Hvem vil det her?, siger cheftræner Jess Thorup.

Den forstærkede kamp om pladserne vil blive synlig i startopstillingen til fredagens kamp i Superligaen mod OB, og den kan også vise sig i løbet af kampen, hvor Jess Thorup har flere handlemuligheder, hvis nogle af de første 11 ikke lever op til hans forventninger.

Alene den omstændighed, at EfB havde to debutanter i kampen mod FC Midtjylland, norske Magnus Lekven og eks-FCK’eren Martin Bergvold, antyder, at publikum på Blue Water Arena får nye navne at se, og siden er FC København-talentet Youssef Toutouh kommet til på en lejeaftale frem til nytår. Martin Bergvolds indsats kan ikke bedømmes ud fra hans korte optræden i Herning, men hans kvaliteter er velkendte.

- Magnus Lekven blev kastet for ulvene og viste i den første time et potentiale, der vil gøre ham spændende at følge. Youssef Toutouh er en ung spiller, der er kommet til klubben med stor lyst til at vise sig frem og med kvaliteter, han vil bringe i spil: Fysik, hurtighed, teknik – og målfarlighed, siger Jess Thorup.

Han har torsdag haft en samtale med hver enkelt spiller og begrundet, hvorfor de indgår i startopstillingen, eller hvorfor de skal holde sig klar til indsats på udskiftningsbænken. Foruden 19-årige Youssef Toutouh er Arnór Smárason og Kian Hansen nye i 19-mandstruppen efter henholdsvis knæskade og karantæne. Martin Rauschenberg og Mikkel Vestergaard glider ud.

Af Frede Madsen

nyheder_divider