Pape Diouf EfB’s joker mod franske favoritter

21. aug. 2013

Esbjerg fB’s nye angriber, Pape Diouf, der er lejet for resten af året i FC København, er med i truppen til Europa League-kampen mod AS Saint-Etienne torsdag aften på Blue Water Arena, og han er dermed den ukendte faktor for de franske favoritter.

- Pape er en spiller, der gennem årene har scoret mange mål, og vi ser ham også som en målscorer. Han er stærk i boksen og passer fint ind i den måde, vi gerne vil spille fodbold på, sagde EfB’s cheftræner, Niels Frederiksen, på det officielle pressemøde forud for kampen.

Pape Diouf og Magnus Lekven, var syg i den seneste superligakamp mod Randers FC, er i 18-mandstruppen til en kamp, som både spillere og cheftræner glæder sig rigtig meget til.

- Ingen kan være uenige i, at Saint-Etienne er favoritter, men kan vi være skarpe både på forsvarsspillet og i omstillingerne, har vi muligheder. Vi møder et dygtigt og teknisk stærkt hold, der gerne vil spille bolden op nedefra og er god til at finde rummene bag et forsvar. Det vil være rigtig fint, hvis vi kan forhindre modstanderne i at score i Esbjerg, og kan vi score et mål, eller ligefrem to, vil det være et fantastisk resultat, sagde Niels Frederiksen.

Anfører Hans Henrik Andreasen og Emil Lyng, der har en fortid i fransk fodbold, deler vurderingen af, at EfB kan overraske. Lyng betragter brasilianeren Brandao og den defensive midtbanespiller, Jeremy Clément, som stjernerne på et både teknisk, tempomæssigt og fysisk stærkt fransk hold.

- Kan vi få gang i omstillingsspillet og gøre det hurtigt, kan vi gøre rigtig ondt på dem, sagde Emil Lyng.

Hans Henrik Andreasen er chefen på et forholdsvis ungt EfB-mandskab, og han dramatiserer ikke omstændighederne omkring kampen.

- Når først fløjten har lydt, er det en kamp som alle andre. Når vi er i gang, tror jeg ikke, der er så mange nerver på. Det er sådan en kamp, man skal nyde, sagde Hans Henrik Andreasen, der håber, EfB kan repræsentere dansk fodbold på bedste vis og spille godt fodbold mod Saint-Etienne.

EfB spiller første kamp i play-off-runden til Europa League mod AS Saint-Etienne torsdag den 22. august kl. 19.00 på Blue Water Arena.

Af Frede Madsen

nyheder_divider