Schwartz slukkede EfB’s håb om point

08. Dec. 2012

Esbjerg fB havde point som succeskriterium i Randers, men topscorer Ronnie Schwartz havde en anden dagsorden og dræbte de ambitioner med to scoringer i hjemmeholdets 2-1-sejr. 

Spillernes udåndningsluft svævede ud som små skyer i det råkolde vinteropgør i Randers. Blandt dem var Jerry Lucena, som afløste karantæneramte Nicolai Høgh, og han fik hurtigt noget at se til. Inden for de første fem minutter afsluttede hjemmeholdet tre gange, men ingen af dem krævede en redning fra Lukas Hradecky.

EfB’s foreløbige bud på en hurtig scoring var en forkølet afslutning fra Jesper Lange efter bare 14 sekunder. Men Peter Ankersen viste vejen, godt hjulpet på vej af Randers-keeper David Ousted, da han spurtede igennem forsvaret efter 12 minutter. Hans træk blev for langt, inden han nåede at afslutte, men Ousted fumlede bolden tilbage i fødderne på Peter, der løb bolden ind.

Syv minutter senere skulle Peter have lavet nummer to, da han blev spillet fri af brormand Jakob i en fire mod to-situation, men denne gang havde afslutningen mere karakter af en ormedræber, der strøg forbi det lange hjørne. Afbrænderen blev dyr, for minuttet efter vendte Ronnie Schwartz på Lucena, og bankede udligningen ind over Lukas.

Målene åbnede for alvor for en i forvejen chancerig første halve time. Jesper Lange tog et godt træk og slap fri mod David Ousted i 27. minut, men forsøget på at sparke mellem benene på målmanden blev stoppet af en fodparade. Lange flugtede over mål på et Ankersen-indlæg tre minutter senere, og også målscorer Schwartz sparkede over mål på en tilsvarende stor chance inden pausen.

Få åbninger

Som gæster var EfB det mest afventende hold før pausen. Det mønster ændrede sig en anelse efter pausen, hvor EfB koncentrerede sig mere om at holde på bolden. Kontramulighederne blev derfor mere begrænsede, og forsøgene kom mest fra distancen, men kraft og præcision fulgtes ikke ad.

Randers’ Tidiane Sane markerede sig med et hovedstød med ryggen til mål, men ellers var der langt mellem åbningerne i anden halvleg. Knapt 20 minutter før tid slog topscorer Schwartz atter til, da han flugtede en noget tilfældig nedfaldsbold ind bag Lukas, og det havde EfB ikke nemt ved at svare igen.

EfB satte både Smárason og Bervold i aktion i jagten på point. Islændingen headede lige på Ousted med ti minutter igen, men det var Randers og naturligvis Ronnie Schwartz, der bød mest ind på kampens fjerde mål. EfB reddede på stregen, men endnu en gang var der ingen point at hente i Randers. EfB overvintrer over nedrykningsstregen, med mindre det lykkes Silkeborg af slå AGF i Aarhus mandag aften.

Af Jesper Toft Madsen

nyheder_divider