Selvtilliden kan række til point i Aarhus

04. Apr. 2013

Esbjerg fB er ubesejret i foreløbig fire superligakampe i dette forår og tager til Aarhus med troen på at kunne bevare den status i fredagens udekamp mod AGF. 

De to mandskaber mødtes for en måned siden i Esbjerg med en 2-1-sejr til EfB i en jævnbyrdig kamp. Siden har AGF tabt yderligere tre kampe, men har dog en sejr på 2-1 over OB som det seneste aftryk på hjemmebane.

- Kampen mod AGF gav os en god start på et vigtigt forår, og det har vist sig ikke at være en enlig svale, idet vi nu har erobret 10 af 12 mulige point. De gode resultater giver en fantastisk tro på tingene, og vi er ved at opbygge den fornemmelse af, at vi kan vinde hver gang, som vi havde i Betsafe Ligaen – også selv om vi nu møder vanskeligere modstandere, siger cheftræner Jess Thorup.

Han tilføjer, at det er vigtigt at fortsætte stimen og erobre point for at holde bunden af Superligaen på afstand. Den nyvundne midterplacering får ikke EfB til at ændre fokus, og Jess Thorup glæder sig i stedet over, at fundamentet hele tiden bliver bredere.  

- Det er glædeligt, at mange af truppens spillere byder sig til på holdet, senest Sebastian Andersen, der mod AaB kom ind som den 17. spiller i startopstillingen i forårets kampe, ydede en fin præstation og blev matchvinder. Vi er meget trygge ved de spillere, der er klar til at gå ind på holdet, siger Jess Thorup.

Til kampen i Aarhus må han erstatte kantspilleren Jakob Ankersen, der har samlet strafpoint til en karantæne. Mikkel Agger, der har scoret flittigt i Reserveligaen, og Steffen Ernemann, der er klar efter sygdom, er nye i en 19-mandstrup.

Af Frede Madsen 

nyheder_divider