SønderjyskE trak det længste strå

09. Apr. 2013

Efter en fantastisk start på foråret kom Esbjerg fB ned på jorden igen, da det i SønderjyskE blev til et 3-1 nederlag.

SønderjyskE startede kampen bedst, og Lasse Vibe fik allerede efter fem minutter en friløber mod Lukas Hradeckys mål, som Lukas dog klarede.

Fem minutter efter var bolden i den anden ende af banen, og ved en duel mellem Jesper Lange og Hallgrimur Jonasson, blev Lange skubbet ind i banden. Dette fik Lange til at skubbe igen, men skubbet blev for kraftigt, og takseredes af dommeren som et slag, og et tidligt bad til Jesper Lange.

Mens resten af EfB’erne sundede sig over udvisningen, slog Daniel Christensen et langt indlæg til Lasse Vibe, der kunne løfte bolden over Lukas Hradecky og ind i målet til 1-0.

Sønderjyderne fortsatte med at dominere halvlegen, men efter en halv times spil blev Martin Braithwaite revet omkuld i straffesparksfeltet, og dommeren pegede på pletten. Hans Henrik Andreasen lagde bolden til rette, og sparkede sikkert bolden i mål.

I pausen var der kommet styr på de taktiske detaljer, og et langt mere aggressivt og spildominerende Esbjerg-hold kom på banen. Desværre kunne dette hold ikke stoppe en Lasse Vibe i hopla, og efter han kom igennem i venstresiden, endte bolden hos Florian Hart, der kunne score til 2-1.

Herefter satte EfB sig massivt på kampen, og satsede kraftigt for det udlignende mål. Martin Braithwaite var flere gange tæt på at score, men målmand Marin Skender reddede hans forsøg.

I stedet kunne Lasse Vibe i kampens overtid slå kontra. Jakob Ankersen fik ham dog indhentet og erobret bolden, men blev efterfølgende væltet. Dommerens fløjte forblev dog tavs, og Johan Absalonsen kunne lukke kampen til 3-1.

- Vi havde i dag en lille matchbold til at tage et fornuftigt skridt væk fra bunden, men vi gjorde det svært for os selv, ved at spille med ti mand det meste af kampen. Men jeg kan ikke sætte en finger på den indstilling og fight spillerne i dag leverer. Det var et ærgerligt og bittert nederlag, men vi må huske den fantastiske start vi har fået med 13 point, ud af 18 mulige, sagde Jess Thorup efter kampen.

Af Rasmus R. Nejstgaard

nyheder_divider