Svære udfordringer på Fredensvang

16. Nov. 2012

EfB’s U19-mandskab kommer lørdag på en yderst vanskelig opgave mod ubesejrede AGF/Viby, mens U17-holdet i årets sidste kamp satser på at komme tilbage på sejrssporet efter nederlaget til AaB. Sådan er udgangspunkterne inden de to kampe mod AGF/Viby på Fredensvang.

Ubesejrede AGF/Viby en stor mundfuld

EfB er ubesejret i de seneste fire kampe i U19 Ligaen, hvor holdet har hentet otte point og holder fast i midterplaceringen. AGF er ligaens eneste ubesejrede hold og ligger på andenpladsen efter EfB’s modstander i årets sidste kamp, FC Nordsjælland.

AGF har de senere år ligesom EfB fokuseret meget på at udvikle egne talenter, og det begynder at smitte af på superligaholdet, men også i form af flotte resultater i ungdomsrækkerne, i fjor sølv i U17 Ligaen.

- Vi glæder os til at prøve kræfter med et af rækkens bedste hold. AGF/Viby er et spændende hold med flere ungdomslandsholdspillere, blandt andre Marcus Solberg. De er et godt sammentømret hold, der lever meget på et fast spilkoncept med en stram organisation, direkte opspil og masser af energi til at holde presset på modstanderne, siger EfB-træner Lars Lungi Sørensen.

Kampen spilles lørdag kl. 16.00 på AGF’s anlæg, Fredensvang.

Truppen:

Udtages efter træningen fredag

Juleafslutningen skal give U17-sejr

Uanset udfaldet af årets sidste kamp mod AGF/Viby har EfB’s U17 Liga-hold leveret et spille- og pointmæssigt flot efterår. Også selv om holdet måtte bøje sig, da AaB rejste hjem fra Esbjerg med en 3-2-sejr i bagagen i for fem dage siden.

-Vi viste mange gode ting i kampen mod AaB, men blev også mindet om, at det sværeste i fodbold er at lave mål. Jeg nægter at tro, at vi kan brænde så mange og så store chancer igen. Mod AGF/Viby kommer vi til at spille mod en modstander, der minder om os på flere områder. Den væsentligste forskel er, at vi har været dygtigere til at lave mål, siger træner René Christiansen.

Han understreger, at EfB tager til Aarhus for at vinde og sikre sig et godt udgangspunkt til forårets kampe. EfB fører U17 Ligaen med et point ned til FC Midtjylland, som er det andet hold, der har formået at besejre EfB’erne i dette efterår. AGF/Viby ligger nummer ni med 14 point.

Kampen spilles lørdag kl. 14.00 på Fredensvang.

Truppen:

Udtages efter træningen fredag.

nyheder_divider