Tidligere fransk landsholdsstjerne foretrak Esbjerg

09. aug. 2013

Esbjerg fB var førsteprioriteten for franske Saint-Etienne, da de fem mulige modstandere i play-off-runden til Europa League blev kendt fredag morgen. Det afslørede den tidligere franske landsholdsspiller og nuværende sportsdirektør i Saint-Etienne, Dominique Rocheteau, da han mødte Søren Poulsen og Niels Erik Søndergård fra EfB’s ledelse efter lodtrækningen i Nyon.

- Franskmændene glæder sig rigtig meget til at stifte nærmere bekendtskab med dansk fodbold og møde os, og i det hele taget var der en god stemning på mødet, siger EfB’s adm. direktør, Søren Poulsen.

Også EfB er fornøjet med at møde den franske klub med den stolte fortid, og især den kendsgerning, at den første kamp spilles i Esbjerg, glæder EfB-ledelsen.

- Ud fra både et sportsligt og kommercielt synspunkt er vi glade for at have hjemmebane først, idet det giver de bedste samlede muligheder for et godt resultat og for at skabe interesse omkring kampen. Vi glæder os til at præsentere et hold, der historisk har spillet en stor rolle i fransk fodbold, for vores publikum på Blue Water Arena. Vi er nok lidt lettede over, at vi ikke trak en af de østeuropæiske modstandere med risiko for visumproblemer og lang transporttid, siger Søren Poulsen.

Både han og Niels Erik Søndergård nød at deltage i et arrangement med topfolk fra europæiske fodboldklubber i det imponerende UEFA-hovedsæde lige ned til Genevesøen i schweiziske Nyon.

Spilletidspunktet for kampen 22. august i Esbjerg bliver fastlagt den 13. august, idet det afhænger af blandt andet de tv-selskaber, der sikrer sig rettighederne til at vise kampen i de to lande.

- Play-off-runden bliver økonomisk ikke nogen guldgrube for os, idet vi skal afholde en række omkostninger ved både Saint-Etiennes besøg i Esbjerg og rejsen til returkampen. Pengene ligger i at sikre sig en plads i gruppespillet, siger Søren Poulsen.

Saint-Etienne i det sydøstlige Frankrig spiller sine hjemmekampe på Geoffrey-Guichard med plads til knap 36.000 tilskuere, og holdet er kendt for at have landets mest loyale tilskuere. Så der venter EfB en stor udfordring i returkampen 29. august i en by med omkring dobbelt så mange indbyggere som Esbjerg.    

nyheder_divider