U17 tabte til fysisk stærke englændere

20. Jul. 2013

Esbjerg fB havde nået semifinalen ved verdens største ungdomsturnering, Gothia Cup, hvor de stod ansigt til ansigt med nogle fysisk stærke englændere fra Everton FC. Her vandt Everton FC i kampens sidste minutter, hvor deres fysiske overlegenhed blev afgørende.

Semifinalen ved Gothia Cup blev endnu en intens kamp med masser af nerve og tænding. Kampen var ikke rig på chancer, men esbjergenserne var godt med i kampen, hvor de ved hjælp af hurtige tanker og evner med bolden konstant forsøgte at finde rum mellem de stærke englændere.

I anden halvleg mistede EfB lidt power i spillet, og de indskiftede spillere havde svært ved at falde ind i spillet på grund af den meget fysiskspillede kamp.

Med to minutter tilbage af kampen var trænerne på bænken så småt begyndt at overveje eventuelle straffesparksskytter, da Everton fik hjørnespark. Bolden blev slået i bagrummet, hvor en englænder steg til vejrs og headede bolden ned ved stolpen og i mål.

Blot minuttet efter modtog en Everton-spiller en dyb stikning i EfB’s højre side, og slog bolden indover til en medspiller, der sparkede bolden i nettaget. Endnu et minut efter dumpede en bold ned i udkanten af esbjergenserne felt, og efter et par driblinger kunne en engelsk angriber sparke bolden ind til slutresultatet 3-0.

Efter 3-0 nederlaget i semifinalen var Esbjerg fB ude af Gothia Cup og fik sammen med det tabende hold fra den anden semifinale, Right to Dream fra Ghana, overrakt en pokal og bronzemedaljer.

- Vi var skuffede over at tabe, når vi var med så langt hen i kampen, men når vi kommer ovenpå igen, vil vi bruge bronzemedaljerne konstruktivt frem mod den nye sæson. Nu venter der en række træningskampe og masser af træning, så vi kan blive klar til den nye sæson, sagde U17-træner Lars Vind.

Allerede tirsdag den 23. juli spiller EfB mod OB kl. 11.00 i Vildbjerg.

Af Rasmus R. Nejstgaard

nyheder_divider