U19 bestemte i Vejle

13. Apr. 2013

Fremtiden ser lys ud for Esbjerg fB’s talenter, der i dagens opgør mod Vejle Boldklub Kolding, med flere U17-spillere i truppen, sad solidt på spillet.

EfB’s U19 hold lagde godt fra land, og satte sig på spillet fra kampens begyndelse mod Vejle Boldklub Kolding, og havde i det første kvarter fire store chancer. Ind i målet kom bolden dog først, da Superliga-aspiranten Casper Nielsen kom igennem i højre side, og sendte en tværpasning ind til Mikkel Maigaard der scorede.

Stik i mod spil og chancer lykkedes det for Vejle at score kort tid efter. Her erobrede holdet bolden foran eget felt, og slog kontra mod højre side. Bolden blev herefter sendt indover og prikket under målmand, Jeppe Højbjerg, således at vejlensernes eneste afslutning i første halvleg resulterede i en pausestilling på 1-1.

Ved anden halvleg startede Vejle Boldklub Kolding bedst, og spillet blev lidt på deres præmisser. De blåhvidstribede fik dog kæmpet sig ind i kampen igen, og da holdet fik frispark i højre side, kunne Mikkel Rohde slå bolden indover. Målmanden parerede skuddet, men Jakob Andreasen var over returen og scorede.

Kort tid efter blev Andreas Sørensen fældet uden for feltet, og Mikkel Maigaard kunne sparke frisparket over muren og direkte ind i målet til slutresultatet 1-3.

- Det blev en fuldt fortjent sejr, vi var mindst en klasse bedre i dag. Vi spillede offensivt og tog styringen på kampen, og har nu fået en rigtig fin start på foråret med to gange 3-1, sagde cheftræner René Christiansen.

Af Rasmus R. Nejstgaard

nyheder_divider