U19 fortsat ubesejret i foråret

18. maj. 2013

I et meget intens opgør med kamp om hver en bold og masser af dueller, viste EfB’s U19 hold klassen og vandt 1-0 over OB.

Fra kampens begyndelse var det OB der var bedst, og fik afviklet kampen på deres præmisser med mange dueller og bolde ind i feltet. Alligevel lykkedes det for EfB at true odenseanerne ved flere afslutninger indenfor det første kvarter.

OB var tættest på den første scoring, da Jeppe Højbjerg efter 18 minutter havde en flot dobbeltredning efter et hjørnespark. EfB fik efterfølgende svaret igen ved en afslutning fra Mikkel Maigaard på overliggeren.

Kort inden pausen bragte Esbjerg fB sig i front, da Jacob JN Nielsen modtog et indkast fra Mikkel Rohde, og slog bolden indover. Andreas Sørensen kom fri fra en forsvarsspillers blinde vinkel, og headede bolden i mål.

I anden halvleg var de to hold mærket af varmen, og kræfterne sivede langsomt væk fra spillerne på banen. Samtidigt lykkedes det for esbjergenserne og især målmand, Jeppe Højbjerg, at holde OB fra store chancer, mens Andreas Sørensen i den anden ende var tæt på at udbygge føringen med et hovedstød.

Med en etmålsføring var der intens kamp om boldene frem til slut, hvor dommeren fløjtede kampen af ved stillingen 1-0 til EfB.

- Vi kan rose holdets disciplin og tilgang til kampen. Vi har tre mand ude med skader, så det er rart at dem der kommer ind leverer varen, sagde cheftræner René Christiansen.

Af Rasmus R. Nejstgaard

nyheder_divider