U19 kæmper for topplacering i Vejle

12. Apr. 2013

Efter en lang vinter, landskampspause og senest en dommerkonflikt, der kom på tværs af hjemmebanepremieren i Esbjerg, spiller EfB’s U19-ligahold nu kampe i hver weekend frem til 16.-17. juni.

Forårets første kamp bød på en sejr i Brøndby, og lørdag gælder det Vejle Boldklub Kolding, som aktuelt er placeret på niendepladsen. Efterårets kamp i Esbjerg endte 0-0, og denne gang har EfB med en aktuel placering som nummer fire større planer.

- Vi vil med en sejr hægte Vejle-Kolding af os, og jeg glæder mig til at se drengene tage styringen på kampen og spille offensivt. Vi synes selv, at vi har en fin startformation til ligakampene, og vi får brug for, at reserverne byder sig til, såfremt vi skal med helt frem i tabellen, siger træner René Christiansen.

Han gør brug af tre fra U17-ligaholdet, der har fået udsat weekendens kamp på grund af tre spilleres deltagelse i U16-landsholdets tur til Polen. Flere af U19-spillerne har holdt sig skarpe i den lange kamppause ved at spille på EfB’s hold i Reserveligaen.

Kampen i U19 Ligaen spilles lørdag kl. 13.00 i VB Parken på Hellumvej 9.

Truppen:

Anfører Rasmus Svennesen er på studietur, og Daniel Kristiansen har lidt knæproblemer. Casper Nielsen fra A-truppen samt U18-landsholdsdrengene Jeppe Højbjerg og Mikkel Maigaard er med. U17-drengene Marco Lund, Søren Andreasen og Nicolaj F. Jensen er også i truppen. De træner alle fast med hos U19.

nyheder_divider