U19 udbygger ubesejret stime

24. Nov. 2012

Esbjerg fB's U19-talenter leverede sæsonens bedste præstation i seneste spillerunde mod AGF/Viby i Aarhus, og den blev fulgt op med endnu en etmålssejr og et rent bur i lørdagens opgør mod Silkeborg IF. 

Silkeborgenserne spillede godt uden om EfB'ernes pres, der ofte fejlede i første halvleg. Især gennem EfB's højre forsvarsside kom hjemmeholdet til et par flade indlæg, der skabte uro, men Jeppe Højbjerg greb godt ind, og SIF savnede skarphed.

Selv om det ofte så noget rodet ud, formåede EfB også at spille sig til et par gode tilbud gennem højre side. Andreas Sørensen headede forbi mål ved bageste stolpe midt i halvlegen og valgte en for svær løsning lidt senere, da han forsøgte at dirigere et indlæg ind med højre yderside.

Stærkt defensivt fundament

EfB havde gevaldige vanskeligheder med at lukke rummene ned for SIF før pausen. Det blev der ændret på i anden halvleg, hvor en kompakt defensiv sørgede for, at gæsterne var i kontrol, mens de unge silkeborgensere måtte løbe mange forgæves meter.

EfB's farligste mand, Andreas Sørensen, viste sit målinstinkt ti minutter inde i halvlegen. Med bolden ved fødderne i det lille felt driblede han på tværs og afsluttede i den retning, hvor målmanden kom fra. Efter føringsmålet fik Mikkel Maigaard et skud blokeret i det lille felt, og Daniel Kristiansen kom for sent til et indlæg, der kunne have givet EfB en større sejr.

- Vores midtstoppere, Jakob Nielsen og Jeppe Brinch, lukker af, og sammen med Høj (Jeppe Højbjerg, red.) i målet giver de en god base, når vores offensiv ikke helt rammer dagen. Vi har gjort meget rigtigt i mange kampe - også i første halvdel af efteråret, hvor der var spil til mere, og når vi har alle mand til rådighed, har vi et rigtigt fint hold, siger EfB's træner, Lars Lungi Sørensen.

Af Jesper Toft Madsen

nyheder_divider