Fint udgangspunkt i første semifinale

13. mar. 2013

På en snedækket bane i Brøndby spillede Esbjerg fB 1-1. Youssef Toutouh scorede endnu en gang på Brøndby Stadion, og med lidt held kunne EfB have taget fra Københavns vestegn med en sejr.

Esbjerg fB trådte endnu en gang på banen med en del udskiftninger i startopstillingen, denne gang var det i det centrale forsvar der var rokeret. Kian Hansen var blevet skadet under mandagens træning, og Nicolai Høgh havde problemer med en tånegl.

Med disse udskiftninger i startopstillingen trådte spillerne ind på en delvist snedækket bane, der kort før kampstart havde fået fejet stregerne fri for sne. EfB virkede fra start mest opsatte på en sejr, og satte sig hurtigt på spillet. Banen forhindrede dog det vanlige hurtige og direkte spil, da sneen sænkede boldens fart gevaldigt. Som tiden gik, forsvandt sneen dog langsomt, og esbjergenserne kunne få mere fart i bolden.

Efter en god halv times spil bar dette frugt, da brødrene Ankersen kombinerede i højre side og sendte bolden på tværs, hvor Youssef Toutouh dukkede op. Herfra kunne han sikkert sparke bolden ind ved nærmeste stolpe, og endnu en gang score mod de blågule.

Dette tvang Brøndby længere frem på banen, men gjorde dem ikke farligere, hvorledes de i første halvleg ikke havde en eneste afslutning mod mål. Til gengæld gjorde det deres spillestil mere fysisk, og de nåede således at få tre gule kort inden for anden halvlegs første tyve minutter. Værst så det ud da Oke Akpoveta stemplede Martin Bergvold på hoften, som heldigvis efterfølgende fortsat var i stand til at spille videre.

Samme Oke Akpoveta kom kort tid efter igen i fokus, da Jonas Knudsen væltede ham på kanten af feltet. Dommeren takserede det som straffespark, og Jens Stryger Larsen eksekverede sikkert til 1-1.

Flere mål kom der ikke, og EfB kunne tage fra Brøndby med god mulighed for en fremtidig pokalfinale.

- Jeg er meget tilfreds med kampens forløb. Vi spiller rigtig godt, og har gjort mange ting rigtigt, når vi er skuffede efter 1-1 i Brøndby. Returkampen bliver megaspændende, men vi har givet os selv et rigtig godt udgangspunkt med det vigtige udebanemål. Det er stadig en helt åben kamp, så vi glæder os til at byde Brøndby op til dans på Blue Water Arena, og håber at mange tilskuere vil følge os på lægterne, sagde Jess Thorup efter kampen.

Returopgøret spilles den 18. april kl. 20:30 på Blue Water Arena.

Af Rasmus R. Nejstgaard

nyheder_divider