EfB lagt ned af mestrene

28. sep. 2012

Esbjerg fB kom aldrig tilbage efter to afgørende sekvenser kort inde i anden halvleg. I det ene øjeblik så Youssef Toutouh rødt, og i det næste angreb lukkede Kasper Lorentzen reelt fredagskampen, der endte 3-0.

Opskriften fra 2-0-sejren i Aalborg blev gentaget i Farum, hvor Esbjerg fB hverken ændrede på startformation eller spillestil. Som ventet sad de boldsikre værter på spillet, mens EfB’erne lurede på at stikke af sted i få, men effektive kontraangreb.

Hjemmeholdets offensivt indstillede backs, Michael Parkhurst og Patrick Mtiliga, voldt EfB store problemer. I højre side huserede Parkhurst flere gange med truende tilløb. Men hans stikning trillede ud over mållinjen efter ni minutter, mens Kasper Lorentzen hamrede englænderens flade indlæg over mål midt i halvlegen.

Langs modsatte sidelinje var Mtiliga mere aflslutningsivrig med et afrettet skud, som Morten Nordstrand var tæt ved at snitte, og en helflugter lige i handskerne på Lukas Hradecky. Formstærke Martin Braithwaite markerede sig efter 20 minutter med et glimrende gennembrud i venstre, men Magnus Lekven blev tacklet i sit forsøg på at glide sig frem til indlægget.

Selvsamme Lekven så uheldig ud i 32. minut. En lidt for rolig nordmand tabte bolden til Joshua John, der tog sagen i egne fødder. Et par træk ind forbi et par glidende EfB’ere var nok til, at han kunne vride sig fri og sparke en flad inderside modsat egen løberetning og forbi Lukas til FCN-føring.

EfB virkede ellers i rimelig kontrol uden bold, men holdet havde aldeles vanskeligt ved at sadle om og etablere et mere insisterende modsvar. Jesper Lange slap fri af Jones Okores greb i venstre side kort før pausen, men hans ellers så kvikke EfB-fødder blev løbet op af FCN-forsvaret.

To afgørende øjeblikke

Svært blev til rigtig svært fem minutter inde i anden halvleg. Udgangen på et sammenstød mellem Andreas Laudrup og Youssef Toutouh blev et rødt kort til lejesvenden. Den unge offensivspiller fik ikke lov til at slutte, men afslutte kunne til gengæld Kasper Lorentzen øjeblikket efter, for efter endnu et boldtab lagde han roligt 2-0-målet ind.

To tilsyneladende dræbende stød for EfB, men Lange kunne have forhindret en klar knockout, hvis han havde holdt balancen og trukket uden om Jesper Hansen på sin friløber nummer to efter godt en time. I stedet prikkede Hansen bolden og lod den løbe til hjørne, mens Lange bed i græsset.

De danske mestre, på udebane, ti mod 11 og nede 0-2 var selvsagt ikke nogen overkommelig opgave at løse på en halv time. Trods en upåklagelig fight fra EfB’s ti var det da også et overlegent FCN-mandskab, der havde bud efter kampens tredje, fjerde og femte scoring. Morten Nordstrand, Mtiliga og indskiftede Anders Christiansen havde alle alvorligt bud efter buret, men Hradecky holdt kunstigt liv i det svinden håb.

Hjemmeholdets anfører Nicolai Stockholm slukkede nemlig lyset kort før tid med et drømmedrøn uden for feltet, og så var der ikke mere at hente for EfB på en aften, hvor betingelserne gik fra svære til rigtige svære.

Af Jesper Toft Madsen

nyheder_divider