EfB med stærk trup til pokalbraget

02. okt. 2012

Esbjerg fB’s forberedelserne til opgøret mod Esbjerg IF 92 fra Jyllandsserien i tredje runde af DBU Pokalen er som til en kamp i Superligaen.

Modstanderne er blevet studeret, træningsmængden er den samme, og indstillingen vil være på normalt niveau.

- Når man spiller pokalfodbold, forlader man dagligdagen i Superligaen og bevæger sig til en turnering, der lever sit eget liv, og hvor alt kan ske. Vi skal ikke tænke på forskellen i de niveauer, vi normalt spiller på, for slækker vi bare lidt på indstillingen, kan IF 92 blive en rigtig svær opgave. Jeg har set holdet, og det er pænt spillende fodboldhold med flere spændende spillertyper, siger EfB’s cheftræner, Jess Thorup.

EfB-cheftræneren kender faren for, at et superligahold trods alle gode intentioner undervurderer et jyllandsseriehold, og han medgiver, at den mentale tilgang til kampen har stor betydning.

- Vi prioriterer DBU Pokalen højt og går meget seriøst til opgaven. Jeg håber, esbjergenserne vil benytte lejligheden til at se et lokalbrag i DBU’s officielle pokalturnering og møde talstærkt til en fodboldkamp for hele Esbjerg, siger Jess Thorup.

EfB har foreløbig udtaget en 16-mandstrup til kampen, og den afspejler, at der ikke er uddelt fribilletter. Norske Magnus Lekven skånes med småskavanker, og heller ikke Njogu Demba-Nyrén, der spillede en hel kamp for reserverne mandag for at få kamptræning, er med. Ellers stiller EfB med stamspillerne og giver comeback til Arnór Smárason, der er kampklar efter en knæskade.  

 

nyheder_divider