EfB og FCK spillede 2-2 i forrygende kamp

07. okt. 2012

På tre dræbende minutter i anden halvleg skruede FC København op for tempoet og vendte EfB's føring via to afslutninger af høj klasse, men Jakob Ankersen insisterede og udlignede til 2-2 med få minutter igen. 

Rekordfremmødet på 9337 tilskuere på Blue Water Arena fik noget for pengene i en særdeles levende første halvleg. FC København forsøgte at kontrollere kampen i boldbesiddelse, men EfB var oftest nærgående. Efter 12 minutter sparkede Martin Braithwaite første gang på Jakob Ankersens indlæg, men det flade spark sneg sig lige uden om stolpen.

Gæsterne prøvede med flere afslutninger fra langdistancen, men præcisionen manglede. Det gjorde den også hos EfB. Sebastian Andersen, der afløste karantæneramte Youssef Toutouh, sparkede til indkast efter et flot fremstød af Ernemann efter et kvarter, og to minutter efter headede Lange lige forbi. Landsholdsbacken Lars Jacobsen viste sine evner, da han med en sidste øjebliks tackling forhindrede Jakob Ankersen i at nette efter tyve minutter.

Herefter fulgte tre store FCK-muligheder i rap i den meget afvekslende første halvleg, hvor EfB var farlig, men havde svært ved at finde hinanden i pasningsspillet. Et par uheldige indgreb af Kian Hansen gav Thomas Kristensen en god skudmulighed. Kort efter fintede Cesar Santin sig fri i feltet og afsluttede lige på en sprællende Hradecky, og efter 25 minutter headede Ragnar Sigurdsson uden om Lukas’ mål efter hjørnespark.

Chancefesten fortsatte med en friløber til Braithwaite efter en halv time, men trækket blev for langt for den unge offensivspiller. Christian Bolaños brændte i den anden ende, inden EfB satte trumf på. Braithwaite lagde bolden af til Andersen, der omgående stak Jakob Ankersen i dybden. Et træk og en tunnel på Wiland senere, stod den 1-0 EfB.

FCK med ekstra gear

EfB-tilhængerne indledte kædedans i en hæsblæsende halvleg, hvor Lange sågar nåede at få sit hovedstødsmål underkendt for offside. Braithwaite tog fat, hvor første halvleg slap, og hamrede bolden på stolpen fra 25-27 meter to minutter efter genstarten.

De følgende minutter begyndte FCK at skrue op for tempoet og gå mere direkte efter udligningen. Efter flere farlige tilløb dukkede Santin op på Thomas Delaneys indlæg fra venstresiden og flugtede bolden i målhjørnet til 1-1 i 55. minut. EfB var på hælene mod københavnerne, der spillede i et højere gear. Indskiftede Rurik Gislason førte bolden frem og overlod den til Nicolai Jørgensen, der viste sin landsholdsklasse ved at sparke FCK i front fra cirka 20 meter.

Tre hårde minutter for EfB, der måtte anstrenge sig for at følge med. Med et kvarter igen blev Jerry Lucena og Kenneth Fabricius kastet i ilden, og sidstnævnte skulle vise sig at få en afgørende fod med. Tre minutter før tid lagde han nemlig læderet til rette for Jakob Ankersen på kanten af feltet,  og han sparkede resolut en følt bold i det lange hjørne.

Målet gav EfB’erne fornyede kræfter og momentum i slutminutterne. Indskiftede Martin Bergvold kunne have gjort det helt onde ved sine tidligere holdkammerater, hvis han havde fået ordentligt træf på den nedfaldsbold, som han slicede langt over mål. Det kom ikke til at ske, og så endte den forrygende underholdende fodboldfest med målrige og underholdende 2-2.

Thorup: Bedste halvleg i sæsonen

- Første halvleg er nok vores bedste i sæsonen, både i måden vi spillede på og i forhold til den modstander, vi var oppe imod. Vi kunne have lukket det før pausen, og hvis Martins stolpeskud var gået ind, men vi må også tage hatten af for FCK’s klasse. Vi blev for passive og faldt for langt tilbage, og så overtog de i 15-20 minutter. Jeg er glad for den måde, vi æder os tilbage i kampen på, og fuldt fortjent får det ene point, siger cheftræner Jess Thorup, der glæder sig over pointhøsten og skarpheden hos dagens dobbelte målscorer:

- Vi har fået syv point i fire kampe mod tophold, og det kan vi være meget tilfredse med. Det er fantastisk, at Jakob popper op og viser skarpheden to gange, for vi har ledt lidt efter de her kampafgørende spillere. Først var det Martin (Braithwaite, red.), og i dag var det så Jakob, og vi skal arbejde for at skærpe dem endnu mere, så de kan holde niveauet over længere tid.

Af Jesper Toft Madsen

nyheder_divider