Førstehold

Nykøbing FC overlevede presset

EfB led søndag eftermiddag sæsonens tredje nederlag, da holdet tabte 1-3 på eget græs til Nykøbing FC. Hjemmeholdet spillede en fremragende første halvleg med sprudlende offensivt spil, men formåede ikke at sætte bolden i mål. Det gjorde Lars Pleidrup, Mikkel Dahl og Søren Christensen i anden halvleg, da de på seks minutter bragte gæsterne foran 0-3. Anders Dreyer reducerede til 1-3 ti minutter før tid, men sejren kom aldrig i fare.

Der skulle kun gå to minutter, før gæsterne fra Nykøbing kom til deres første chance, da Lars Pleidrup modtog en fin aflevering i højre side af feltet. Herefter fik midtbanemanden næsten frit løb mod Jeppe Højbjerg, men den unge Esbjerg-målmand reddede hjemmeholdet fra en chokstart.
Få minutter senere fik vestjyderne tildelt et straffespark, da frontangriberen Budu Zivzivadze blev nedlagt i feltet, da han skulle til at afslutte på et indlæg fra Emmanuel Oti Essigba i venstre side. Det efterfølgende straffespark blev dog ikke omsat til mål, da Sebastian Olsen i Nykøbing-målet gik til den rigtige side og fik puffet bolden væk.
Den livlige start på kampen fortsatte, da den lynhurtige Emmanuel Oti Essiba fik en stor mulighed, da han stod fri i feltet. Ghaneseren formåede dog ikke at få bolden forbi de mange Nykøbing-spillere, der stod i vejen.
Senere var hjemmeholdet igen tæt på, da Anders Dreyer fandt en fremadstormende Daniel Anyembe, der fint spillede bolden videre ind i feltet, hvor EfB misbrugte i to omgange. Efter 20 minutters spil udfordrede Anders Dreyer igen på ude på kanten, hvor han efterfølgende forsøgte at spille bolden ind til sine offensive holdkammerater i feltet, men skarpheden og timingen manglede foran mål.
Seks minutter før pausefløjtet fik Mark Brink en gigantisk chance, da Anders Dreyer fandt ham i en flot kombination i banens højre side. Den unge midtbanespiller forsøgte at sætte bolden i modsatte hjørne med et lob, men afslutningen var ikke skarp nok og røg forbi mål.
Tre minutter inde i anden halvleg fik hjemmeholdet en glimrende mulighed, da et indlæg fra venstre nåede frem til Budu Zivzivadze, som desværre ikke fik ramt bolden. Efter en lille times spil bragte udeholdet sig foran, da Lars Pleidrup modtog en flot aflevering, som han sikkert sendte i mål.
Der skulle kun gå to minutter, før Nykøbing igen kom på tavlen, da et indlæg fra venstre blev sendt ind i feltet til Mikkel Dahl, der fik snittet bolden videre ind i kassen til 0-2. Det blev også til et mål mere, da Søren Christensen, via en hælaflevering, blev sendt i dybden og sendte bolden ind forbi Jeppe Højbjerg til stillingen 0-3.
Sent i anden halvleg tog Emmanuel Oti Essiba bolden fra egen banehalvdel. Herefter satte han turboen på og spurtede fra alt og alle. Anders Dreyer tog løbet med op i banen, og han modtog også en aflevering. Han afsluttede herefter mod fjerneste stolpe, og han kunne se sit skud ende i målet bag Sebastian Olsen.
Få minutter senere var unge William Møller tæt på, da han fik sat hovedet på et indlæg fra højre, men bolden røg forbi den ene opstander. Det viste sig at blive kampens sidste chance, og EfB led derfor sit tredje nederlag på hjemmebane i denne sæson.
Af Martin Jørgensen

Kampen i tal:

EfB – Nykøbing FC 1-3
60: 0-1 Lars Pleidrup
61: 0-2 Mikkel Dahl
66: 0-3 Søren Christensen
79: 1-3 Anders Dreyer

EfB’s startopstilling:

Jeppe Højbjerg
Jesper Lauridsen
Agus Garcia
Marco Lund
Daniel Anyembe
Rudolph Austin
Mark Brink
Jacob Lungi Sørensen
Emmanuel Oti Essigba
Anders Dreyer
Budu Zivzivadze

Udskiftninger:

Budu Zivzivadze (54. Yuri Yakovenko)
Mark Brink (62. William Møller)
Agus Garcia (71. Jeppe Brinch)

Næste Hjemmekamp
fredag d. 26. april - kl. 19.00
Blue Water Arena
Køb billet
logo vs logo