Optakt: EfB – Marienlyst Boldklub

EfB spiller søndag den sidste test forud for et spændende forår, hvor Marienlyst Boldklub står som modstanderen. Kampen spilles på Blue Water Arena klokken 13.00, hvor Tage Sørensen Tribunen vil være åben.

Truppen er netop hjemvendt fra deres træningslejr i Spanien, og kan nu se frem til den sidste træningskamp på søndag, inden forårspremieren den 4. marts mod Skive IK i NordicBet Ligaen.

John Lammers synes, at truppen virker klar efter nogle intense dage på Golf Hotel i Campoamor, men mener stadig, at holdet skal udvikle sig yderligere.

– Vi skal prøve de sidste ting af vi arbejder på og tilføre de sidste elementer til vores spil. Vi er ret sikre på vores formation og tilgang til det, men vi kan og skal stadig udvikle os. Jeg synes vi virker klar efter en god træningslejr i Spanien, og selvom jeg ikke tror på, at man kan opnå perfektion, synes jeg vi er så tæt på, som muligt. Men vi er selvfølgelig bevidste om, at der altid er ting der kan ændres, understreger cheftræneren.

Da alle spillere i truppen, af gode grunde, ikke kan spille 90 minutter i samme kamp, udnytter Lammers at U19-holdet lørdag spiller træningskamp ude mod Vejle, hvor flere spillere derfor vil få minutter.

– Nogle spillere vil deltage i U19’s træningskamp i morgen for at være sikker på, at så mange som muligt vil få minutter i benene. Der er en sund konkurrence i truppen, og vi må se hvordan vi stiller op i forpremieren næste uge mod Skive IK, slutter John Lammers.

Søndagens træningskamp mod Marienlyst Boldklub spilles på Blue Water Arena klokken 13.00, hvor Tage Sørensen Tribunen vil være tilgængelig. Her vil det også være muligt, at forsyne sig fra boderne.