Pointdeling for EfB i sidste grundspilskamp

19. mar. 2017

Årets sidste kamp i grundspillet endte med en pointdeling mellem Esbjerg fB og AC Horsens. En kedelig første halvleg blev afløst af en mere intens anden halvleg, hvor to mål på få minutter gav slutresultatet 1-1.

Første slag i kampen om at blive i Superligaen stod søndag aften mellem Esbjerg fB og gæsterne fra AC Horsens. Horsens gæstede Blue Water Arena med fem point flere i bagagen end hjemmeholdet, men da begge hold ikke kunne nå mesterskabsspillet, var det en kamp om placeringerne i nedrykningsspillet.

Kampen blev indledt nervøst af begge hold og det var tydeligt, at det våde underlag skabte spillemæssige problemer. Den taktiske afholdenhed gjorde også sit til, at første halvleg blev en chancefattig affære. Efter seks minutter fik Conor O’Brien den første mulighed, da han opsnappede en tilfældig bold og fik en friløber mod Jeppe Højbjerg. Højbjerg kom dog godt ud og fik afværget forsøget.

Den første halve time bød på meget få muligheder. Spillet var fra begge sider præget af dårlige pasninger og besvær med at få sammensat ordentlige angreb.

EfB bænken appellerede omkring den halve time for straffespark, da McGrath blev væltet i feltet af Sanneh. Men dommerens fløjte forblev tavs. Spillet begyndte at blive mere frit, og især hjemmeholdet fik halve muligheder. Det blev dog aldrig rigtig farligt, og en skidt spillet første halvleg sluttede 0-0.

Anden halvleg startede lige så idefattigt som første, og da begge forsvar lukkede godt af, udeblev de store chancer. Først efter et længere pres fra hjemmeholdet kom der, efter omkring en times spil, en god mulighed til Awer Mabil. Mabil fik bolden i dybden efter en hurtig et-to med Robin Söder, og prikkede den intelligent over en fremstormende Steve Clarke i Horsens målet. Men afslutningen fik ikke nok fart og Sanneh kunne cleare bolden en meters penge fra stregen.

Chancen vækkede publikum og esbjerggenserne fortsatte derefter med et højt tryk. Symptomatisk for kampen, så udeblev de helt store chancer dog også i denne periode. Med et kvarter igen fik indskiftede Budu Zivzivadze en god bold i dybden. På kanten af det lille felt snød han to Horsens forsvarer med et par elegante driblinger. Hans efterfølgende forsøg på at finde Söder inde foran mål blev dog blokeret.

Ti minutter før tid begyndte Horsens-træner Bo Henriksen at råbe mere energi ind i sine spillere, som fik lagt et pres på EfB feltet. Det gav hurtigt et par farlige muligheder. Først endte bolden efter nogle tilfældigheder for fødderne af Kjartan Finnbogason, som dog måtte se sin afslutning blive reddet til hjørnespark af en velspillende Jeppe Højbjerg.

Hjemmeholdets keeper var stærkt spillende og blev også kåret til kampens spiller af hjemmepublikummet, men han formåede ikke at holde nullet i dagens kamp. I det 83. minut førte et Horsens pres til, at Peter Nymann kunne modtage bolden på højre kant. Han serverede en sukkerbold ind i feltet til en udækket Finnbogason, som flot headede bolden op i det modsatte hjørne. 0-1 til gæsterne fra Horsens.

Inden uret havde tikket meget mere end en omgang, så lå bolden igen i nettet. Denne gang bag Horsenskeeper Steve Clark. EfB spillede bolden rundt på midten inden den endte ved Konstantinos Tsimikas på venstre side. Han slog hurtigt et indlæg over til modsatte ende af feltet, hvor publikumfavoritten Robin Söder for sjette hjemmekamp i træk formåede at hamre bolden i kassen. Han flugtede den hårdt med højrebenet og skuddet sad helt ude ved stolpen, uden chance for keeperen.

To hurtige mål og kampen var pludselig som forvandlet. Begge hold øjnede chancen for tre vigtige point, og der blev gået til den i tacklingerne. Kort inde i overtiden kom tre EfB spillere pludselig i en overtalssituation, men anfører Palsson traf det forkerte valg, med en afslutning udefra, til stor frustration for tilskuerne.

Kampens sidste chance stod Kim Aabech for, da han sparkede et frispark fra 25 meter snært forbi hjemmeholdets mål.  Men 1-1 lød slutresultatet i en til tider kedelig kamp, som dog blev vækket til live imod slutningen.

af Anders Kilgast Jensen

nyheder_divider