Pusic ødelagde EfB’s flotte comeback

05. Apr. 2015

Ved at fuldende sit hattrick i det 90. spilleminut ødelagde Martin Pusic EfB’s flotte comeback, så det målrige opgør på Blue Water Arena endte med pointdeling efter en stærk esbjergensisk slutspurt.

I modsætning til det sidste opgør mod de midtjyske ulve var det ikke EfB, der lagde fra land med overtaget i boldbesiddelsen. Gæsterne sad på første halvleg, hvor de både havde overtaget hvad boldbesiddelse, chancer og mål angik. Den tidligere EfB-bomber, Martin Pusic, viste, at han desværre ikke havde glemt, hvordan det var at bombe på Blue Water Arena. Efter to minutter var han tæt på at score, da et langt frispark havnede ved FCM-angriberen, men afslutningen gik forbi.

EfB’s chancer i første halvleg var sparsomme. Den største i kampens indledning kom, da Erik Fribergs hjørnespark tog toppen af overliggeren. Sidenhen måtte Michael Jakobsen grine lettet, da hans afretning af Sylvester Igbouns afslutning et kort øjeblik havde kurs mod EfB-målet.

Med en lille halv times spilletid tilbagelagt slog midtjyderne til. Rilwan Hassan kom af sted i højre side og satte fart på. Derfra lagde han bolden på tværs ind i feltet, hvor Pusic udnyttede, at Michael Almebäck ikke fik clearet bolden og prikkede bolden ind bag en chanceløs Martin Dubravka i EfB-målet. Blot fire minutter senere blev det til 0-2 på et nærmest identisk opspil. Hassan kom igen af sted og lagde igen bolden ind til Pusic. Denne gang var der ingen esbjergenser, der var tæt på at cleare, så Pusic kunne firsttime bolden ind med venstrebenet.

Kort tid før pausen kom der et par chancer til hjemmeholdet, men Daniel Larssons afslutning blev reddet, mens Daniel Stenderups ramte ved siden af målrammen, så esbjergenserne måtte gå til pause nede med to mål. 

Det var også tæt på at blive til 0-3 kort efter pausen, da Igboun fyrede en firsttimer af i venstre side af feltet, men en flot fodparade af Martin Dubravka holdt esbjergenserne inde i kampen. Midtjyderne havde kort tid efter endnu en stor mulighed for at score deres tredje mål, da Pusic erobrede bolden fra Michael Jakobsen på egen banehalvdel. Efter et langt løb valgte Pusic at lægge bolden ind til Hassan, der fuldstændig missede afslutningen, så esbjergenserne slap med skrækken.

Der kom heldigvis rigtigt godt gang i hjemmeholdet. I det 67. spilminut kom Mick van Buren og Casper Nielsen på banen, hvor især sidstnævnte fik tilført esbjergensernes offensiv et tiltrængt boost. Få minutter efter indskiftningen forsøgte Casper Nielsen sig med et indlæg fra højre side. Første indlæg endte med at blive clearet, men hurtigt derefter kom den unge EfB’er ned til baglinjen, hvorfra han lagde bolden ind i feltet. Van Buren trykkede af, men afslutningen blev blokeret. Returen landede hos Emil Lyng, der ikke var sen til at banke bolden mod mål, så den via midtjydernes André Rømer gik i mål.

Så var der kommet gang i de blåstribede. Van Buren og Friberg var tæt på at spille sig igennem, men gæsternes Erik Sviatchenko fik clearet. Desværre for den midtjyske forsvarsspiller røg clearingen på tværs af feltet, så bolden havnede hos en helt fri Ryan Johnson Laursen, der koldt scorede sit første superligamål.

Esbjergenserne hvilede ikke efter udligningen. Blot to minutter efter udligningen snørede Casper Nielsen Jim Larsen i venstre side og satte kurs mod baglinjen, hvor han lagde bolden ind i feltet. Her kom Friberg højst og satte flot hovedet på bolden, så den gik i mål ved fjerneste stolpe.

Det flotte comeback og de tre point fik dog ikke lov til at blive på Blue Water Arena. I det 90. spilminut fuldendte Martin Pusic sit hattrick, da han kom foran Michael Jakobsen i kampen om nedfaldsbolden fra Marco Larsens hovedstød. Med seks scoringer og en stærk esbjergensisk anden halvleg i bagagen sluttede opgøret med et point til hver.

Af Lars Johansen

nyheder_divider