Respekt for løvernes fysik og individualister

14. mar. 2015

Fire af de seneste seks superligaopgør mellem Esbjerg fB og FC København er endt uafgjort, og de to resterende kampe fik hver sin vinder. Søndag mødes de to hold til sæsonens andet indbyrdes møde og det første ud af fire i et forår med kampe i Alka Superliga og semifinaler i DBU Pokalen.

EfB’s cheftræner, Niels Frederiksen, ser frem til et nyt jævnbyrdigt opgør, men har respekt for løvernes aktuelle styrke og flere spilleres individuelle færdigheder.

- Jeg synes, FC København er blevet bedre, især offensivt. Holdet spiller relativt fysisk med mange indlæg og har i Nicolai Jørgensen, Amankwaa og den nye svenske back, Augustinsson, spillere, der kan gøre noget på egen hånd. FC København skaber flere chancer end tidligere, så vi skal have styr på indlægsspillet – og på de nævnte individualister, siger Niels Frederiksen.

EfB har tabt de to seneste ligakampe mod stærke modstandere, AaB og FC Midtjylland, og matches på ny hårdt mod FC København. Det stiller krav om spillemæssig fremgang.  

- Offensivt skal vi være dygtigere på bolden og vise mere mod end i de seneste kampe. Vi vil altid gerne komme med et aggressivt udtryk på hjemmebane, men vi vil ikke kunne lægge et tungt pres på FC København i 90 minutter. Hvis vi lykkes med taktikken, vil man se os i flere udgaver i løbet af kampen. Vi arbejder fortsat med at ramme vores topniveau oftere og i længere perioder ad gangen, siger Niels Frederiksen.

EfB venter op mod 10.000 tilskuere til en kamp, der både præsenterer hovedstadens førende klub og gælder vigtige point til hold i hver sin ende af Alka Superliga. EfB’s aktuelle 10.-plads lever ikke op til målsætningen for forårssæsonen.   

EfB har udtaget en uændret 19-mandstrup til kampen.

EfB spiller kampen i Alka Superliga mod FC København søndag den 15. marts kl. 17.00 på Blue Water Arena.

Af Frede Madsen

nyheder_divider