Selvtillid fra svære udekampe et våben mod AaB

18. okt. 2015

Fodboldtrænere følger nøje spillernes indsats på træningsbanen, fordi den udgør fundamentet for succes i kampe. I den henseende er Esbjerg fB’s cheftræner, Michael Pedersen, fornøjet forud for mandagens kamp mod AaB på Blue Water Arena. Spillerne har præsteret i landskamppausen, og kvaliteten af træningen stiger.

- Vi nærmer os nu to en halv måned i vores arbejde som trænerteam, og jeg kan se, at holdet begynder at tage form og sætte sig. Både i måden at forsvare på og i spillet frem ad banen. Spillerne er bevidste om, hvad vi gerne vil. Vi har fået en defensiv tryghed, der i kampen mod Brøndby gav os mulighed for med succes at lægge presset højere, siger Michael Pedersen.

I det hele taget ser han med tilfredshed tilbage på holdets seneste præstationer på udebane, som gav point mod Hobro IK og Brøndby IF med sene scoringer. Udbyttet i to svære udekampe er et godt afsæt til at vinde sæsonens blot anden sejr på hjemmebane, når AaB’s ofte velspillende kollektiv kommer på besøg.

- Vores anden halvleg i Hobro betyder meget for selvværdet og selvtilliden, fordi vi formåede at vende kampen og komme hjem med point. Mod Brøndby spillede vi en ligeværdig kamp, og bortset fra de sidste 10 minutter af første halvleg, hvor modstanderne fangede os på omstillinger, er jeg tilfreds. Især med slutfasen, hvor vi udligner, og hvor jeg kan mærke, at spillerne vil have mere, siger Michael Pedersen.

Han fremhæver målscoreren fra Brøndby Stadion, Mick van Buren, som en spiller, der kom ind og udførte den taktiske rolle, han var tiltænkt, til perfektion.

- Vi vil rigtig gerne vinde på hjemmebane mod AaB, men har respekt for et godt spillende hold, der er dygtigt til at udføre sit koncept. Vi skal forsøge at trykke modstanderne, som vi gjorde i faser af hjemmekampen mod OB og i Brøndby, uden at det bliver naivt, siger Michael Pedersen.

EfB’s svenske angriber, Robin Söder, er klar efter sin forstrækning og indgår i truppen i stedet for Jeppe Brinch.

EfB spiller kampen i Alka Superliga mod AaB mandag den 19. oktober kl. 19.00 på Blue Water Arena.

Af Frede Madsen

nyheder_divider