Sikker sejr over Skive i træningskamp

12. Jul. 2017

Onsdag eftermiddag var EfB taget til Skive for at spille sommerens tredje træningskamp. En solid indsats gav en 2-0 sejr til gæsterne fra Esbjerg på to mål af Anders Dreyer.

Efter de to første træningskampe havde budt på dag og nat, med storsejr over Vejle og tilsvarende stort nederlag til SønderjyskE skulle Esbjerg fB onsdag prøve kræfter med Skive IK. Kampen blev spillet i Egeris ved Skive og bød blandt andet på spilletid til de to nyindkøb Agus Garcia og Nicu Carnat, samt prøvespilleren Deian Sorescu.

Første halvleg stod på EfB dominans i det fine vejr, med et solidt pres der affødte flere gode muligheder. Blandt andet viste prøvespilleren Sorescu sig godt frem, mens også Anders Dreyer og Budu Zivzivadze fik skabt problemer for skibonitterne.

Belønningen for den klare dominans kom få minutter før pausetid, da EfB kom foran 1-0. Flot forarbejde på kanten af Carnat skabte plads og han kunne sende et godt indlæg ind foran, hvor Anders Dreyer fik fat i bolden, lavede et par skudfinter og flot satte den over i det lange hjørne med venstrepoten. Fortjent føring til gæsterne, der virkelig havde taget teten. 0-1 var også stillingen til pausen.

Efter pausen var Skive tidligt tæt på, men Højbjerg holdt nullet med en god fodparade.                           

Spillet i anden halvleg bølgede mere frem og tilbage end i første. Udskiftninger havde fjernet noget af flowet i EfBs spil, men kontrollen var intakt.

En lige anden halvleg forløb uden de helt store chancer. Fra gæsternes side blev det til en håndfuld uskarpe langskud. Til gengæld viste defensiven disciplineret spil og trods udskiftninger og rokader blev der ikke givet Skive større chancer.

Til allersidst lykkedes det så gæsterne fra Esbjerg at øge føringen til 0-2, da et omstillingsspil endte i et par gode muligheder, som blev blokeret. Til sidste endte bolden hos Anders Dreyer, som køligt hamrede bolden i kassen ved foden af højre stolpe.

Kort efter lød slutfløjtet og de i dagens anledning neongule gæster fra EfB kunne tage hjem med en 2-0 sejr.

Af Anders Kilgast Jensen

nyheder_divider