De Skandinaviske Mesterskaber næste opgave for U19

De forsvarende danske mestre, Esbjerg fB, drager senere i dag mod Göteborg. Her skal holdet gøre sig gældende i kampen om Skandinaviens bedste hold.

Esbjerg fB U19 er blevet rig på oplevelser inden for det sidste halve års tid, som mesterskabet for alvor sparkede i gang. Det gav nemlig en billet til UEFA Youth League, og nu gælder det de Skandinaviske Mesterskaber i Göteborg.

– Det er generelt et spændende efterår for U19. Der venter mange udfordringer, hvilket også betyder, at vi har brug for hele truppen de kommende uger, som indeholder otte kampe. Målsætningen forud for de Skandinaviske Mesterskaber er, at vi har noget at spille for, når vi kommer til anden weekend, og sidste gruppekamp mod FCK, fortæller Lars Vind.

Turneringen består af otte hold fra Norden, hvor Danmark er repræsenteret med tre hold; Esbjerg fB, FC Midtjylland og FC København. Holdene deles op i to grupper, og spiller én kamp mod hinanden. Herefter møder hver placering fra de to grupper hinanden, hvor de to førende hold selvfølgelig spiller om titlen.

De to første gruppekampe spilles i den kommende weekend fredag og søndag, hvor Esbjerg fB skal op i mod svenske Elfsborg og norske Stabæk. Sidste gruppekamp mod FC København spilles den første weekend i december, inden placeringsrunden samme weekend.

– Vi skal bringe vores power-spil og vise løbevillighed for hinanden, derudover er det også vigtigt, at vi kan tage tempoet ud af kampen, og på den måde være spilstyrer. I en så intens periode som vi går ind i, tror jeg også, at det er vigtigt at vi stadig arbejder med udviklingen på holdet, og ikke kun tænker på det resultatmæssige. Vi skal hele tiden vise en opadgående kurve, og derved udvikle vores kvalitet på bolden, slutter U19-cheftræner, Lars Vind.

Ledsaget flotte præstationer har Lars Vind udtaget Mads Zaar og Rasmus Rejnhold fra U17 til truppen.

Husk i øvrigt, at Esbjerg fB U19 spiller andet opgør i UEFA Youth League på onsdag klokken 16.00, hjemme på Blue Water Arena, mod mægtige Inter Milan. Der er gratis adgang for alle.

Truppen:

1. Lasse Mikkelsen
16. Mads Kikkenborg

2. Jonas Mortensen
3. Simon Bækgård
4. Thor Kristiansen
5. Jeppe Schultz
6. David Easter
7. Mads Zaar
8. Søren Ilsøe
9. Patrick Egelund
10. Martin Egelund
11. Mathias Holm
12. Deniz Korkmaz
13. Mikkel Søndergaard
14. Oliver Olsen
19. Emil Ankersen
21. Oliver Nielsen
22. Rasmus Rejnhold