Skyboxe udsolgt til EfB’s Europa League-kampe

26. sep. 2013

Mens der kun er få hundrede billetter tilbage på tribunerne C og D til Esbjerg fB’s første hjemmekamp i Europa Leagues gruppespil torsdag den 3. oktober mod FC Salzburg, er der ligeledes ekstraordinær stor interesse for at overvære kampen fra de mest eksklusive pladser på Blue Water Arena. 

De 16 skyboxe øverst på A-tribunen er nu fuldt udlejet til alle tre hjemmekampe mod FC Salzburg, IF Elfsborg og Standard Liège. 10 af skyboxene er på forhånd udlejet på flerårige kontrakter til sponsorer, og de råder også over skyboxene til europæiske kampe.

- Vi har lejet Blue Water Shippings skybox, idet virksomhedens medarbejdere og gæster hellere vil sidde samlet på en af tribunerne, og dermed har vi haft tre gange syv skyboxe til rådighed. De er nu udlejet, og vi har måttet skuffe adskillige virksomheder, der ønskede at opleve kampene fra øverste hylde. Vi har mærket tor interesse fra især virksomheder, der ikke i forvejen har noget tilhørsforhold til EfB, men som kan tiltrække kunder og forretningsforbindelser fra et langt større område til at se et dansk hold spille europæisk fodbold, siger salgskonsulent Lone Marie Jessen, EfB.

Hans Kongelige Højhed Kronprinsen vil overvære EfB – FC Salzburg fra en af skyboxene, og der vil uden tvivl også være prominente gæster i flere af de øvrige skyboxe, der fuldt belagt vil have i alt 160 gæster. Udlejningen af de ekstra skyboxe tilfører EfB en meromsætning på 315.000 kr.

Også de 900 pladser til VIP-arrangementet i Carlsberg Lounge er ved at være udsolgt. Også her gør det sig gældende, at en række virksomheder fra det øvrige Danmark har bestilt op til 20, 30 og 40 pladser til arrangementet.

- Vi kan mærke, at mange fodboldtilhængere glæder sig helt vildt til, at EfB som et dansk hold skal prøve kræfter med en vanskelig modstander på hjemmebane, ikke mindst efter sejren i Liège, siger Lone Marie Jessen.

Af Frede Madsen

nyheder_divider