Stolpe ud da EfB tabte i Viborg

31. Jul. 2015

Mick van Burens tidlige scoring var ikke nok til at sikre esbjergenserne point i opgøret mod oprykkerne fra Viborg, der løb med sejren i det chancerige opgør.

Det begyndte ellers så godt i det midtjyske. Blot to minutters spil var i bogen, før Mick van Buren havde sikret EfB en rigtig god start på opgøret mod oprykkerne fra Viborg. Ryan Johnson Laursen satte fart op en omstilling, hvorefter han med en tværpasning fandt van Buren i feltet. Her var den hollandske angriber ikke sen til at omsætte den store chance til en tidlig esbjergensisk føring.

Føringen blev dog udlignet fem minutter senere. Et langt indkast blev forlænget i feltet, så det røg videre til Jeppe Curth, der brugte hovedet og headede bolden ind til 1-1.

Indledningen slog meget vel tonen an for resten af kampen. Med fuld fart over feltet bølgede kampen frem og tilbage, hvor omstillinger og angreb afløste hinanden i en lind strøm. Van Buren var tæt på at blive dobbelt målscorer efter 17 minutter, da Mohammed Fellah smed en lang stikning frem til hollænderen, der dog ikke fik kontrol over bolden, så Viborg-keeper Peter Friis kunne snuppe bolden.

Endnu en esbjergensisk scoring i første halvleg havde nok ændret kampens udfald – og chancerne var også dertil. Nicki Bille havde en firsttimer afslutning fra kanten af feltet, Casper Nielsen havde et frispark på overliggeren og Bille forsøgte sig sidenhen igen, både som afslutter og oplægger til Emil Lyng, alt sammen uden held for de gulblusede fra Esbjerg. I den modsatte ende af banen kom Viborg-duoen Jeppe Curth og Serge Deble frem til flere chancer på højde med dem, som esbjergenserne brændte, så chancerne var til flere mål før pausen, men måltavlen viste stadig 1-1 ved halvleg.

De første minutter efter pausen fik en lidt mere afdæmpet karakter, men fem minutter senere faldt røg proppen igen af flasken, hvorefter chancerne kom i en lind strøm. Fellah og Bille fik skabt flere gode muligheder, men uden held for esbjergenserne. 

Der var stor undren blandt EfB-spillerne, da dommeren efter 57 minutters spil pegede på straffesparkspletten, da Deble gik i græsset. Dømt var straffesparket, og til esbjergensernes store glæde, så snuppede Martin Dubravka sparket fra Marcel Rømer. På de efterfølgende hjørnespark var viborgenserne tæt på to gange, men chancerne blev afværget.

De mange brændte chancer til de to mandskaber fik for en stund en bræt opbremsning, hvor de berømte marginaler gik hjemmeholdets vej. EfB’s unge indskifter, Jeppe Brinch, forsøgte at blokere et indlæg fra Christopher Poulsen i viborgensernes venstre side. Til Brinch og holdkammeraternes store ærgrelse, så endt aktionen blot med at afrette bolden, der røg ind i feltet til Jeppe Curth, der headede bolden ind til viborgensisk 2-1 føring.

Efter Curths anden scoring fik esbjergenserne lagt et tungt pres på hjemmeholdet, der blev presset langt tilbage på banen. Mikkel Vestergaard kom sidenhen frem til en afslutning, da han kom igennem i venstre side af feltet, men afslutningen savnede saft og kraft, så Viborg-keeperen tog den. Den helt store mulighed kom til Fellah, da han fik plads til at trække ind i feltet og lægge bolden til rette for sit venstreben. Muligheden blev dog misbrugt, da afslutningen blev sendt over mål. Sidste rigtigt store EfB-chance kom med otte minutter tilbage af den ordinære spilletid, hvor Vestergaard med et indlæg fandt Nicki Bille, hvis hovedstød tvang Peter Friis til at hive en stærk refleksredning frem for at forhindre udligningen. Det endte med at blive de brændte chancers kamp for EfB, der trods en tidlig føring måtte tage hjem fra Viborg uden point.

Af Lars Johansen

nyheder_divider