Stor sejr blev ikke fulgt op med ny sejr

29. aug. 2015

Sidste weekends historiske 7-0 sejr over Silkeborg blev desværre ikke fulgt op med en ny sejr, da EfB’s U17-hold måtte se sig slået med 2-1 i Køge.

Blot 45 sekunder var der spillet, før værterne fra Køge havde bragt sig i front. En lang bold frem i banen endte med at gå så langt, at den røg over esbjergensernes bagkæde, så den fremstormende HB Køge-angriber kunne løbe den op, hvorefter han alene med en chanceløs EfB-keeper, Nichlas Slaikjær, kunne give værterne en meget tidlig føring.

Der gik lidt tid, inden esbjergenserne havde fået rystet chokstarten af sig. Kampen udviklede sig efterfølgende til en krig, hvor der skulle gå små 20 minutter, før esbjergenserne fik spist sig ind i opgøret.

Et sideskifte sendte højrebacken Oliver Olsen afsted mod feltet. Her afdriblede han frækt to modstandere, inden han blev fældet i toppen af feltet. Fra 11-meterpletten gjorde Martin Egelund det til 1-1, da han satte bolden ind til højre for keeperen.

Egelund fik chancen fra straffesparkspletten igen kort tid efter, da Oscar Abel blev fældet i venstre side af feltet. Denne gang svigtede skarpheden EfB-angriberen, idet afslutningen tog sammenføjningen. Kort før pausen blev esbjergenserne svækket, da Frederik Christensen måtte udgå med en knæskade.

Anden halvleg så en god chance til venstrebacken Oliver Nielsen, men målet, der kunne have tippet kampen til esbjergensernes side, udeblev. I stedet kostede en fejl i forsvarskæden, da et indlæg fra venstre side blev headet ind af Køge efter en lille times spil. EfB havde chancerne til efterfølgende at udligne, men skarpheden svigtede, så HB Køge løb med de tre point.

- Vi har ret til at være skuffet i dag. Vi havde chancerne til at få point i dag, men vi formøblede dem ikke godt nok. Vi manglede skarphed og modenhed i de afgørende situationer. Havde vi haft det, så havde vi taget point, sagde cheftræner for EfB’s U17-hold, Lars Vind.

Af Lars Johansen

 

nyheder_divider